Gunner Jermiin Nielsen: Min slægt.
man Bennet Olufsen‏‎ #166‎, søn af Oluf Bennetsen og Maren Hansdatter‏.
Født ‎1734 Skrave, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døde ‎1809 Skrave, Skrave Sogn, Haderslev Amt‎, 74 eller 75 år. Erhverv: ‎mellem 1751 og 1802; Bonde på Bennetgård, Københoved, Skrave Sogn, Haderslev Amt
Johannes Lind skriver i bogen Carl August Linds forfædre, elektronisk udgave 2004

Frøs og Kalvslund herreder

Disse to herreder er hjemsted for den familie, som Niels Bennedsen udgik fra. De ligger i Sønderjylland.

Kalvslund sogn har vore forfædre sikkert kun haft tilknytning til i to generationer. Herfra kom Christen Christensen, der var født i byen Ravning, men ved giftermål med Juhl Jensens enke blev gårdmand i Københoved i Skrave sogn, hvor han almindeligvis gik under navnet Christen Ravning. Hans far hed Christen Pedersen, men blev kaldt Christen Tyboe, og det navn tyder jo på, at han havde sin oprindelse nordpå. Det var almindeligt, at unge folk i Jylland drog sydpå til "det holstenske" for at tjene i nogle år, og nogle af dem blev der naturligvis.

Skrave sogns historie er beskrevet i hele to tykke bøger, den ene om Københoved og den anden om Langetved. Lad os notere os nogle oplysninger derfra:

Navnet Københoved forekommer første gang i et tingsvidne udstedt på Frøs herreds ting den 21. maj 1478. Heri nævnes Truels Lund og Bennet i "Købingho" som sandemænd. Kong Hans har opholdt sig i Københoved omkring midten af juli 1504, og kong Frederik I var her et par dage i september 1527 på en rejse sydpå.
Fra 1542 er der bevaret et skatteregister, der viser, at der da var 8 gårde i byen. Gårdmændenes navne var: Jon Bennetsen, Knud Andersen, Iver Bennetsen, Hans Petersen, Chresten Laursen, Jep Truelsen, Bennet og Esbern Madsen. - Godt 100 år senere var der kun 7 gårde i byen. - Disse syv gårde kaldes ved udskiftningen: Fogedgård, Boygård, Skøttergård, Sognefogedgården, Touesgård, Lassesgård og Lundegård. - Fogedgård har sit navn af, at der i første halvdel af 1700-tallet boede to herredsfogeder på gården. Sognefogedgården var sæde for sognefogeder gennem hele 1700-tallet.
Der kendes et videbrev for Københoved fra året 1703. Det er oprettet af byens daværende 17 bønder, hvoriblandt der findes en Jep Bennetsen. Videbrevet er blevet tinglyst på Frøs herredsting 7. juni samme år.

De to trediedele af gårdene var i selveje og resten i fæste under kronen.

En stor del af byen brændte natten til den 29. september 1718, ialt 109 fag stuehus og 209 fag udhus. Endnu værre gik det ved en brand i maj 1736.

Udskiftningen af gårdene foregik i Bennet Olufsens tid, omkring 1773. Der var et konservativt parti i byen, som havde held med at forsinke den i mange år.

Det var de oprindelige 7 gårde, der var grundlag for udskiftningen i 1773. Dem gives der en beskrivelse af i sognehistorien. Bennet Olufsen havde en part af Fogedgård. Om denne står der i sognehistorien: "Fogedgården havde tre gårdbrødre (i 1773), nemlig Mogens Hansen, Mads Olesen og Bennet Olufsen. Mogens Hansen havde den nuværende (det er skrevet i 1950) Fogedgård, som Skrumsager købte i en vanskelig tid for at lægge jorden ind under Bennetgård. Det gamle stuehus fra Fogedgården står endnu i moderniseret skikkelse og afgiver bl.a. plads til kommunekontoret for Skrave sogn. Mads Olesens gård må antages at have ligget, hvor brugsforeningen nu er. Han flyttede ved udskiftningen. Bennet Olufsen havde også en del af Touesgård, og han boede, hvor hvilehjemmet Bennetgård nu ligger.

Her i Københoved blev udskiftningen forbundet med en udflytning af gårdene til egne marker. En af særbestemmelserne ved udskiftningsaftalen i 1773 angik Bennet Olufsen: Peder Dall skulle for 14 rdl. overdrage sin koncession på krohold i byen til Bennet Olufsen, og Hans Lundgaard, der hidtil havde haft krohold og høkeri i forpagtning, fritoges for forpligtelsen til at holde kro og købmandshandel.

I Krogstrup, der dengang bestod af kun fire gårde, var der ikke noget stort behov for udskiftning, så her fastholdt man fællesskabet, indtil alle fire gårde brændte i 1801. Så forenede man udskiftning, udflytning og genopbygning. Her i byen havde Hans Thomsen (82) gården Kongsbjerg indtil ca. 1716, da han overlod den til sin svigersøn Oluf Bennedsen (40), der igen overlod den til en svigersøn i 1749. (Sønnen Benned Olufsen giftede sig så til sin gård i Københoved).

Det var gode tider for landbruget, da udskiftningen blev foretaget. Men den landbrugskrise, der kom efter krigen med England 1807-14 og statsbankerotten, medførte en del konkurser og tvangsauktioner. I den forbindelse kom Hans Diderik Kloppenborg til sognet. Hans morbroder var tobaksspinderen Christian Otzen i Haderslev, og Kloppenborg skulle egentlig have fortsat hans virksomhed. Men Otzen havde nogle penge stående i en af gårdene i Københoved, og da denne kom på offentlig auktion i 1821, købte han den, hvorefter han sendte Kloppenborg til Københoved for at lede gårdens drift. Gården blev efterhånden udvidet til at bestå af mere end 200 tdr. land. Oprindeligt var Kloppenborg holstener med tysk som modersmål, men hans kongetroskab fik ham til at vælge Danmarks side i de opgør, der forestod med det tyske. J. N. H. Skrumsager blev hans svigersøn; han kom til at bo på Bennetgård. Denne gård kom siden til at fungere som ferie- og hvilehjem for danskere syd for grænsen, og det gør den endnu.

Så vidt oplysningerne fra Københovedbogen. Det er en eftertanke værd, at her blev danskheden forsvaret med holstensk dygtighed. Et memento til postkommunismens historie- og horisontløse etnicisme. Med navnene Kloppenborg og Skrumsager er sognet placeret uforglemmeligt i historien om danskheden i Sønderjylland, og det er også den gård, som vor forfader Benned Olufsen boede på. Vore forfædres egen andel i historien har derimod været så ydmyg, at man knapt nok forstår, at gården stadig bærer navnet Bennetgård. Benned Olufsen har nok i al sin tid haft trange økonomiske vilkår; der blev ikke meget for den store børneflok at arve, og der var en del gæld på gården, da han i 1802 overdrog den til sin søn Christen, der allerede 2 år senere solgte den til en af sine kreditorer, Oluf Madsen Lund. Men værre var det dog ikke, end at hans ugifte søskende beholdt retten til at søge tilflugt på gården, hvis de skulle få brug for det.

Den gård, som tobaksspinder Christian Otzen købte i 1821, var ifølge Traps Danmark Bejstrupgård. Det var den, som Christen Ravning (42) ejede og senere overdrog til svigersønnen Hans Pedersen Lund, hvis søn Christen Hansen overtog den i 1804.

Nu er vi imidlertid sprunget helt hen til afslutningen af vores slægts tilknytning til Skrave sogn. Begyndelsen dertil fortaber sig i historiens dunkelhed. Der er god grund til at antage, at slægten har haft tilhold der i flere hundrede år; men det skal man ikke regne med at kunne bevise. De gode jorder har nok tilsagt folk så vidt muligt at holde fast i det, de havde, fremfor at forsøge lykken i det fremmede. Det er mit umiddelbare indtryk, at der har været forholdsvis mange tilfælde af ægteskab mellem beslægtede (så kongebrev var nødvendigt). Og jeg har forresten også indtryk af, at folk i dette fede sogn ikke opnåede så høj en levealder som i et fattigt hedesogn som Vorbasse. Men det er blot et indtryk. Jeg har ikke lavet ordentlig statistik på disse iagttagelser.

Skrave og Kalvslund sogne lå i hver sit herred, Frøs og Kalvslund herreder, der havde fælles tingsted i Sdr. Hygum. De fleste af de oplysninger, vi har om familien, er fra herredsfogedens arkiv i forbindelse med gårdoverdragelser og skifter. Men fra amtsarkivet kan vi hente lidt krydderi i nogle "fæste- og brøderegistre" for de to herreder.

Fæsteregistrene oplyser år for år, hvem der har taget en gård eller partsgård i fæste fra staten og derfor betalt indfæstningsgebyr. Her finder vi f.eks. både Benned Olufsen og hans efterfølger, sønnen Christen Bennedsen. De var selvejere for en del af gårdens vedkommende, men der hørte 1/6 fæstegård med til den.

Den anden gruppe i disse årlige registre angiver, hvilke bødeindtægter amtet har haft. En del af disse bøder er blevet forelagt af de såkaldte helligdagsfogeder, som man i Sønderjylland vist havde en af i hvert sogn. De skulle indberette brud på helligdagslovgivningen, men havde også til opgave at være brandopsynsmænd; og dette er grunden til, at en af bøderne i Københoved blev givet til en mand, der havde stillet et eller andet op for skorstenen, så helligdagsfogeden ikke kunne komme til at inspicere den, og han ville ikke flytte det. Helligdagsfogeden var det år Peder Møller, som vi kender som fadder for et af Christen Ravnings børn. - Han havde en svend, der hed Mads Olufsen. Det kunne godt være (men er ikke nødvendigvis) en af familien (se ane 40). Han fik sammen med et par andre karle en bøde for slagsmål, en forseelse der synes at have været temmelig almindelig. Det var i 1765. To år senere træffer vi hans navn igen, atter for slagsmål. - Slagsmål hører vi også om i den lille landsby Ravning, som Christen Ravning (42) kom fra; men i det tilfælde genkender vi ikke nogen af de implicerede som familiemedlemmer. Det samme gælder den Hans Pedersen af Kalvslund, der i 1763 blev indstillet til en bøde "for sin megen og ofte igentagne banden for retten". Efter to års forløb blev bøden konverteret til 2 dage på vand og brød for hans armods skyld. - En anden, der måske slap for at betale, var Søren Nielsen i Københoved. Ham havde præsten anmeldt, fordi hans kone nedkom allerede midt i januar 1780, efter at de var blevet gift i november året forud. Der står, at manden ved undersøgelsen forsikrede, at han ikke ejede noget at betale kgl. bøde med, og der er da heller ikke anført noget beløb. Men listen viser, at den slags forseelser ellers godt kunne udløse en bøde. Her har vi måske en forskel på sønderjysk og kongerigsk praksis. Jeg kender i alt fald fra tingbogen et tilfælde, hvor ejeren af Urupgård ved Grindsted anlagde hele tre sager imod sin fæstebonde, alle med det formål at få nogle penge fra ham. En af sagerne gik på, at fæstebondens kone havde født et barn straks dagen efter brylluppet, hvorfor ejeren havde håbet, at der kunne tilkomme ham en lejermålsbøde; men bonden blev faktisk frikendt på sin påstand om, at han i alt fald ikke havde haft legemlig omgængelse med sin nuværende hustru før trolovelsen. P. Rhode nævner i sin amtsbeskrivelse for året 1737 en kgl. befaling om, at for en kvinde, der føder før ægtevielsen eller mindre end 18 uger efter denne, skal der gøres afbigt fra prædikestolen (dog uden navns nævnelse). Og desuden skal der betales en bøde på 6 rdl. En lignende forordning har jeg ikke mødt for kongerigets vedkommende. Der burde vist være tilfaldet Benned Olufsen (20) en bøde, da hans første kone fødte allerede 1½ måned efter brylluppet. Men i dette tilfælde er brøderegistret tavst.

I Københoved blev en Christen Christensen i 1773 dømt til at betale en bøde for at have "contraveneret imod kromandens koncession", det må slet og ret betyde ulovligt krohold. Da der nu andetsteds i denne bog er argumenteret så overbevisende for, at Christen Christensen i Københoved var identisk med Christen Ravning (42), må vi hellere tage denne forseelse på familiens kappe. Det var netop i 1773, at hans senere svigersøn Benned Olufsen (20) overtog koncessionen, men vi ved ikke, om det var sket endnu på dette tidspunkt.

Vi må også regne med at stå over for en af forfædrenes forsyndelser, når vi i kirkebogens kirketugtsliste læser, at "Anne Juuls" i 1755 skulle stå offentligt skrifte, fordi hun af vanvare havde forsyndet sig mod det 5. bud overfor sin lille søn. Hun er sikkert kommet til at ligge ham ihjel, sådan som det ret almindeligt forekom i de tider. Anne Juuls kan næppe være nogen anden end Christen Ravnings kone.*)

Også præst og degn kunne blive udsat for bødeforlæg. Det skete i 1777, da sandemanden Peder Dall angav, at præst og degn havde været gæster hos Hans Lund efter en begravelse. Det er åbenbart et forbud imod "nattesæde", der her er forsøgt aktualiseret. 1777 var iøvrigt det år, da Christen Ravning mistede sin kone. Da var de begge aftægtsfolk hos svigersønnen Hans Pedersen Lund, der havde overtaget gården. Så endnu en gang er det nok vor familie, der er inde i billedet. Sagen blev udsat og vistnok ikke senere genoptaget. Ved undersøgelsen fandt man nemlig ud af, at de eneste, der var blevet der om natten, var dem, der havde for lang vej hjem, og præst og degn havde selv bedt om at få noget at vederkvæge sig med, inden de tog den lange vej hjem til hovedsognet.

Til slut må vi konstatere, at der blev spillet kort i Benned Olufsens (20) hjem. Det var jo ellers ikke strafbart, men to af hans sønner havde gjort det på en bodsdag i 1790 om eftermiddagen sammen med et par andre karle. Vi får endda at vide, at forsyndelsen fandt sted om eftermiddagen mellem kl. 3 og 4.

Benned Olufsen er nok en af dem, der trods gårdens størrelse har siddet i vanskelige kår. Det var ikke meget, der kunne blive til hans børn af første ægteskab, da han fandt det nødvendigt at gifte sig igen. Hans udskrivningskontrakt med børnene lyder som een stor undskyldning, men denne blev i alt fald accepteret af børnenes tilsynsværger.

Inden vi helt forlader Skrave sogn, må vi notere, at nogle af de nulevende efterkommere i deres tidlige barndom har været på besøg der. En af dem skrev i mange år derefter "Københoved", når poesi- eller venindebogen skulle have svar på, hvor ens længste rejse var gået til. Hvem gjaldt nu det besøg? Det må have været Martha, en af Carl August Linds kusiner på Høher-siden. Hun var bestyrerinde på hvilehjemmet Bennetgård. Mon nogen af de tilstedeværende har vidst, at de drak deres kaffe og saftevand på en af slægtens gamle gårde?

*) I vore dage har vi det med helt refleksmæssigt at afvise og fordømme kirketugt som udtryk for jantelov og anden ukristelighed. Som kirkelig medarbejder i den lutherske kirke i Nordnigeria har jeg selv været i nærheden af problemet, og erfaringerne talte egentlig ikke til gunst for kirketugten. Det var helt klart de meget håndgribelige forsyndelser, der blev grebet ind overfor: hor og drukkenskab, hvorimod ingen blev sat i kirketugt for f.eks. svig eller for den gridskhed, der i Nye Testamente udtrykkeligt sidestilles med afgudsdyrkelse. Og det hjalp ikke på kirketugtens anseelse, at den kristne guvernør (inden han af helt andre grunde blev henrettet i forbindelse med et statskup) frejdigt indfandt sig til gudstjenesterne i den engelske gren af kirken medbringende begge sine koner. En så mægtig mand var det for svært at sætte i kirketugt! Jeg drøftede engang problemet med en af provsterne i vor lutherske gren af kirken. Han erkendte alle vanskelighederne, men kunne alligevel ikke tænke sig kirketugten afskaffet af den simple grund, at vi mennesker i menigheden kommer hinanden ved og har betydning for hinanden, og derfor bliver min næste såret af min synd. Det er et synspunkt, der sikkert harmonerer med de ældste kristne menigheders. Og det er stadig til stede i Christian den Femtes kirkeritual af 1685. Præsten kunne bandlyse den, som levede i åbenbare ukristelige forhold. Der blev lyst tre gange, inden bandsættelsen trådte i kraft, for at synderen kunne have lejlighed til at besinde sig. Hvis han ikke gjorde det, skulle præsten næste søndag efter prædikenen udføre bandlysningen, idet han nævnte synderens navn og vedkommendes forseelse. "Da bør os, som rette Christne, at udrydde saadan gammel Surdej og skille den forargelige Synder (Synderinde) fra os, at hand (hun) med sin synd ikke ydermere skal forarge eller forderve denne gandske Menighed og føre Guds retfærdige Vrede over os tillige, sig selv dermed til dis større Straf og Fordømmelse". Bandlysningen endte med, at synderen blev ført ud af menigheden i dennes påsyn. Herefter måtte han nok komme til gudstjeneste og påhøre prædikenen fra en ydmyg plads nederst i kirken, men hver gang ville han blive ført ud inden nadveren. Hvis han fremturede i sin synd, så det var til forargelse for menigheden, kunne han blive forvist fra sognet. - Kirkeritualets afsnit om åbenbart skriftemål og afløsning viser, hvordan den åbenbare synder kunne undgå, at det kom så vidt. Her er et af de faste led, at efter at synderen har bedt om Guds tilgivelse, skal han vende sig mod menigheden med disse ord: "Jeg beder, at I Guds Børn vil forlade mig denne min begangne Forseelse og ikke støde eder på mig, eller tage Forargelse af mig mere!" Vi skal her huske på, at ordet "forarge" nærmest er ensbetydende med at "friste til fald". Og at dette åbenbare skriftemål ikke er jantelovens og selvretfærdighedens triumf, understreges yderligere af, at præsten nu skal formane "hver og en, som tykkis, at hand staar, at hand seer sig vel for, at hand ikke falder, I Cor. 10, v. 12".

Kirketugten var nødvendig, fordi det kristne fællesskab var blevet bragt i fare. Når den synes så unødvendig i vore dage, kunne det jo hænge sammen med, at fællesskabet i realiteten er blevet borte. Vi kender knapt nok vore medkristne, og interessen er måske endnu mindre end kendskabet. Gensidig ligegyldighed ligner slående tolerance. Måske bør vi lægge mærke til, at der i udkanten af folkekirkens regi findes broderskaber, hvor man målbevidst plejer fællesskabet og som en naturlig konsekvens heraf også stiller krav til hinandens vandel, - hvis man da ikke har ladet broderskabet forfalde til ren sammenspist- og selskabelighed.

Kilder:

Fæste- og brøderegister for Frøs og Kalvslund herreder 1752-1862 (uddrag):

1763:
Helligdagsfogeden i Skrave sogn er Peder Møller af Københoved: Mogens Hansens skorsten ibidem har været belagt med "foeder", at han den ikke kunne efterse, og ved tiltale derom har Mogens Hansen ej samme villet borttage. .. indstillet til bøde.

Helligdagsfoged Jep Pedersen af Ravning har angivet, at der har været strid mellem Dorthea Johanskone og Anna Sørens, begge Ravning. De giver hver 4 sk. i bøde.

Hans Pedersen af Kalvslund indstilles til bøde for hans megen og ofte igentagne banden for retten. - Bøden ændres senere for hans armods skyld til 2 dage på vand og brød.

1765:
Efter helligdagsfogedens angivelse af Københoved har der været strid mellem Jens Smed, Peder Møllers svend Mads, Jens Jensen og Anders Nielsen af Københoved. Hans Smed og Mads Olufsen bøder med 8 sk. hver. Jens Jensen med 16 sk.

1767:
Slagsmål mellem Mads Olufsen, Thomas Smed og Jens Christensen,

1773:
Københoved: den 23/7 er Christen Christensen dømt at betale 2 mk. mulkt, fordi han har contraveneret imod kromandens koncession. - Opsat til kammerresolution.

1777:
Efter sandemanden Peder Dalls angivelse havde der været begravelse ved Hans Lund og der var præst og degn budne gæster. Som ved undersøgning er befunden at ingen anden end de, som havde så lang vej de ej kunne komme hjem om natten, var der, undtagen præst og degn, som selv havde begæret at få noget at vederkvæge dem på, da det var annex sogn og lang vej hjem. - Sagen udsat.

1779:
Efter hr. pastor Tøxens angivelse er Søren Nielsens kone nedkommet i barsel medio janr. 1780, da de var copulerede den 12. nov. 1779, som ved undersøgning forsikrede, at han ikke ejede noget, hvormed han kunne betale kg. brøde.

1786: sproget er nu tysk.

1790:
Am bustage 1790 hat Peter Hansen von Krogstrup mit 1) Las Nielsen und 2) 2 Söhne von Bennet Olufsen a) Oluf und b) Christen in Københoved des Nachmittags um 3-4 Uhr anzicht(?) und Karten gespielet, wofür ... au königl. Brüche zu notieren sind.

Litteratur:

Skrave sogns historie I, Københoved bysamfund.
Skrave sogns historie II, Langetveds historie.

Gift ‎07-08-1761 Skrave Kirke, Skrave Sogn (gift 17 eller 18 år) med:

woman Kirsten Christensdatter‏‎ #3794‎, datter af Christen Olufsen og N.N.‏.
Født ‎1741, døde ‎22-01-1779 Københoved, Skrave Sogn‎, 37 eller 38 år, begravet ‎26-01-1779 Skrave, Skrave Sogn

Børn:

1.
woman Else Bennetsdatter‏‎ #3991‎
Født ‎1762, døbt ‎19-09-1762 Københoved, Skrave Sogn‎
2.
man Ole Bennetsen‏‎ #3992‎
Født ‎1764 Københoved, Skrave Sogn, døbt ‎02-09-1762 Skrave Kirke, Skrave Sogn, døde ‎10-05-1836 Københoved, Skrave Sogn‎, 71 eller 72 år, begravet ‎15-05-1836 Skrave, Skrave Sogn
3.
woman Maren (Marie) Bennetsdatter‏‎ #3993‎
Født ‎1767 Københoved, Skrave Sogn, døbt ‎17-05-1767 Skrave Kirke, Skrave Sogn, døde ‎12-05-1767‎, under 1 år gammel, begravet ‎19-05-1817 Sct. Nikolai Kirke, Vejle Sogn, Vejle
4.
man Chresten Bennetsen‏‎ #3994‎
Født ‎1770 Københoved, Skrave Sogn, døbt ‎24-03-1770 Skrave Kirke, Skrave Sogn‎
5.
man Las Bennetsen‏‎ #3995‎
Født ‎1776 Københoved, Skrave Sogn, døbt ‎28-04-1776 Skrave Kirke, Skrave Sogn, døde ‎1777 Københoved, Skrave Sogn‎, 0 eller 1 år, begravet ‎06-04-1777 Skrave, Skrave Sogn
6.
man Las Bennetsen‏‎ #3996‎
Født ‎1778 Københoved, Skrave Sogn, døbt ‎05-04-1778 Skrave Kirke, Skrave Sogn, døde ‎01-05-1778 Københoved, Skrave Sogn‎, under 1 år gammel, begravet ‎08-05-1821 Skrave, Skrave Sogn

Gunner Jermiin Nielsen: Min slægt.
2nd ægteskab
man Bennet Olufsen‏‎ #166‎, søn af Oluf Bennetsen og Maren Hansdatter‏.

Gift ‎22-10-1779 Skrave Kirke, Skrave Sogn, Haderslev Amt (gift 29 eller 30 år) med:

woman Lene Christensdatter‏‎ #167‎, datter af Christen Christensen Ravning og Anne Pedersdatter‏.
Født ‎1756 Skrave, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døde ‎1814 Københoved, Skrave Sogn, Haderslev Amt‎, 57 eller 58 år, begravet ‎14-08-1814 Skrave Kirke, Skrave Sogn, Haderslev Amt
Død september 1813

Børn:

1.
man Christen Bennetsen‏‎ #3998‎
Født ‎1781 Krogstrup Mark, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døbt ‎22-07-1781 Skrave Kirke, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døde ‎11-08-1781‎, under 1 år gammel, begravet ‎16-08-1781 Skrave Kirke, Skrave Sogn, Haderslev Amt
2.
man Christen Bennedsen‏‎ #2126‎
Født ‎1782 Krogstrup, Skrave Sogn, Haderslev Amt‎. Erhverv: ‎1802-1804; Bonde på Bennetgård, Københoved, Skrave Sogn, Haderslev Amt
3.
man Niels Bennetsen‏‎ #273
Født ‎1785 Krogstrup, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døde ‎10-03-1851 Vorbasse Sogn, Ribe Amt‎, 65 eller 66 år, begravet ‎19-03-1851 Vorbasse. Erhverv: Gårdejer, sognefoged
Niels Bennetsen, Vorbasse
Født 30-10-1785 i Københoved, Skrave.

Kilde: Viggo Nielsen, Skive

Bilag a.

Kjender jeg underskrevne Gaardmand Niels Christensen Selveiergaard af min iboende Gaard Hvodansgaard kaldet, udflyttet af Worbasse Bye og paa samme Byes Mark beliggende og udi Slaugs Herred Ribe Amt, som jeg eier efter min Formands Skiøde nu sal. Christen Jensen Ravn hans Skiøde af 16nde Juli 1807, tinglæst 17 October 1809, protokolleret Folis 575, hvoraf jeg er Eier med min Ægtefælle, hans efterlevende Hustrue. Men nu hermed vitterliggiør at have solgt, ligesom og hermed sælger, skiøder og aldeles afhænder fra mig og mine Arvinger denne min hidtil iboende Gaard, som jeg eiet haver efter forannævnte min sal. Formands Skiøde af Dato som er bemeldt og staar for Hartkorn Ager og Eng 1 Td 6 Skp 2 Fdk 1 7/8 Alb, dets tilhørende Grund og Eiendomme saa og med tilhørende paastaaende Bygninger til Niels Bennetsen fra Weien Sogn og Bye, som og hans Arvinger, og at Kiøberen fornævnte Niels Bennetsen har efter vor Forening paataget sig den paa Gaarden hæftende Giæld som er 300 Rdl, skriver Tre Hundrede Rigsbankdaler ren Sølv, og som er Kiøbesummen, samt forbundet sig til at svare den paa Gaarden hæftende Aftægt til afdøde Søren Nielsens Enke Barbara Knudsdatter. Kiøberen tiltræder Gaarden nu førstkommende May her, og fra samme Tiid bliver alle Skatter og Udgivter for hans Regning og Risiko, og saa kjender jeg mig og mine Arvinger ingen ydermere Lod, Deel, Ret eller Rettighed at have til foranstaaende Gaard, Bygninger og Jord Eiendomme, men skal fra lste May d. A. tilhøre bemeldte Niels Bennetsen som og hans Arvinger med samme Ret jeg det eiet haver, og giøre sig det nyttig som han og de bedst ved, vil og kan i Følge Lov og Forordning og forholde ham det kiøbte for enhvers Tiltale, som med Rette herpaa kunde have noget at sige efter mit udgivne Skiøde, maa til Tinge læses og protokolleres uden mig at kalde, og haver jeg egenhændig underskrevet og ombedet tvende Vitterligheds Vidner i Overværelse at underskrive.

Worbasse den 11 Marts 1826.
Niels Christensen

Bilag b.

Forhøret i Sagen mod Sognefoged Niels Bennetsen contioneret Jens Lauritsen af Almstok, som har været fraværende paa Rejse, var mødt og desangaaende under Ed tilbød følgende:
Han har flere Gange faaet Brændevin i Sagssviir for Betaling i Sognefoged Niels Bennetsens Huus, ligeledes har han engang i Høstens Tid forrige Aar ladet hente en Pott Brændevin sammesteds. Fremdeles har Disponenten en Gang købt noget Sukker og Kaffe af Sognefogden uden Lov til en brødlidt Mad, saa undertiden bliver disse Artikler til de Folk, som arbejder ved hans Byjagt, ligesom han ogsaa en Gang af Niels Bennetsens Kone har faaet noget Sukker til sig selv, som han da betalte med Penge, men senere har han leveret hvidt Sukker i Stedet og faaet sine Penge tilbage. - Han ved ellers ikke at Sognefogden holder Svireri i sit Huus eller opmuntrer Beboerne til at drikke, tværtimod har Disponenten bemærket, at naar Nogen har villet drikke mere Brændevin end de kunne Taale, skal baade Niels Bennetsen og Kone have nægtet at skænke for dem. Ved Sognefogden bliver der hyppigt sluttet Handler, og i saa Fald har man Plict at drikke Lidkiøb i Sognefogdens Huus, hvilet Disponenten formener at maatte være tilladt i en priviligeret Kro. Forhøret sluttet

Sagen imod Niels Bennetsen i Worbasse blev foretaget. Dommeren bemærkede, at han i Anledning af Hans Majestæt Kongens Nærværelse i Weile den 23. dennes blev forhindret at foretage Sagen paa denne Dag, hvorfor den til i Dag er bleven udsat. - Tiltalte Niels Bennetsen var mødt og tilbageleverede Sagens udlaante Dokumenter. Han bemærkede, at han intet haver imod de afhørte Vidners Forklaringer at erindre, saa at han frafalder deres Edsaflæggelse, dog bemærkede han, at det maa være en Erindringsfejl, naar Jeppe Baltazar og Mads Sørensen forklarer at have spillet Kort i Forening med Jens Jessen i Tiltaltes Huus Nytaarsaften afvigte, saasom Sidstnævnte, hvilket er Dommeren bekjendt, er død for over et Aar siden. Forresten havde Tiltalte ei videre i Sagen at andrage. Sagen blev til Doms optaget, og Tiltalte betydes, at Dommen vil blive afsagt paa Tingstedet Torsdagen den 7. Juli næstkommende om Formiddagen KI. 10.

Retten hæves.

Sagen imod Sognefoged Niels Bennetsen i Worbasse blev foretaget og derudi afsagt følgende
Dom
Sognefoged Niels Bennetsen i Worbasse, som tiltales under denne Sag for ulovlig Handel med Kaffe og Sukker og for Salg af Brændevin til siddende Gjæster, maa ved de afhørte Vidners Forklaringer i Forbindelse med den Erklæring, han har afgivet her i Retten den 28. f. M. ansees tilstrækkelig overbevist om at have gjort sig skyldig i de nævnte Forseelser. Da det imidlertid ikke er oplyst at saadant har været Tilfælde i nogen betydelig Grad, og da Tiltalte har fra sin Sognepræst et fordelagtigt Vidnesbyrd og Stedse har været undertegnede Dommer bekjendt som en meget ordentlig Mand, findes Straffen passende at kunde bestemmes for ulovlig Handel efter Forordningen af 13. August 1741 til Mulkt af 10 Rbl Sølv til Amtsfattigcassen og for ulovlig Brændevinssalg til en Mulkt af lige Størrelse til Juridictionens Politicasse i Overensstemmelse med Placat af 20. Maj f A.

Thi kjendes for Ret

Tiltalte Sognefoged Niels Bennetsen af Worbasse bør bøde 10 Rbd Sølv til Ribe Amts Fattigcasse og 10 Rbd til Andst-Slaugs Herreds Politicasse. At Idømte udreder inden 3nde Solemærker efter Dommens lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.
Tiltalte var ikke mødt. Retten Hævet.

Bilag c.
Kjender jeg underskrevne Selveierhusmand Niels Andersen af mit hidtil havende Sted, Jægerlund kaldet, beliggende paa Worbasse Mark, bemeldte Worbasse Sogn, Slaugs Herred, Ribe Amt Giør herved vitterlig at have solgt, ligesom jeg hermed sælger, skiøder og afhænder fra mig og mine Arvinger mit fornævnte og hidtil havende og iboende Sted Jægerlund kaldet med paastaaende Bygninger og tilhørende Eiendomme af Hartkorn 2 Skp 3 Fdk 1 1/12 Alb. Alt som jeg forhen eiet haver efter Skiøde af 1 Juli 1821 Tinglæst den 5 November 1822 Protokolleret Folio 161 - hvilket Sted fra Dato skal tilhøre min Kiøber Sognefoged Niels Bennetsen i bemeldte Worbasse hans Arvinger for den Kiøbesumma 144 Rbd, skriver Et Hundrede Fyrretyve og Fire Rigsbankdaler ren Sølv, hvilken Kiøbesum er saaledes betalt ved at Kiøberen har paataget sig og til et af mig udstædt Panteobligation til Lauge Pedersen paa Theilgaard Bekke Sogn paa 100 Rbd ren Sølv med Resten 44 Rbd er i Dag mig betalt saa hjemler jeg for mig og mine Arvinger ingen yderligere Lod, Deel, Ret eller Rettighed at have til formeldte Sted Jægerlund, dets Bygninger eller tilhørende Jordeiendomme, men skal samme tilhøre Sognefoged Niels Bennetsen og hans Arvinger ............ og maa antages til Tinge uden Kald eller Varsko ..............
Niels Andersen.


Bilag d.

Undertegnede Sognefoged Niels Bennetsen af Worbasse beslutter og bestemmer herved, at hvis jeg ved Døden skulde afgaa førend min Hustru, Maren Sørensdatter, skal hun have den samme Ret til at blive siddende i uskiftet Bo efter mig og til at beholde vort fælles Bo udelt, som vilde tilkomme mig om jeg blev den længstlevende ifølge "Forordningen af 21. Maj 1845 § 18". Denne min sidste Viljes Erklæring bekræfter jeg med min Underskrift i Overværelse af 2 i dette Øjemed tilkaldte Vidner.
Worbasse den 5. Februar 1851. N. Bennetsen
Bekræftet af Møller Pedersen og Mads Sørensen.

Bilag e.
Undertegnede Maren Sørensdatter, Enke efter afdøde Sognefoged Niels Bennetsen i Vorbasse sælger, skjøder og aldeles afhænder hermed til min Svigersøn Thomas Hansen følgende de mig tilhørende Eiendomme i Worbasse Sogn, nemlig:
1. Worbasse Kro, Hvodansgaard kaldet, med Bygninger og Jorder, der staar for Hartkorn Ager og gammel Matricul 1 Tdr 6 Skp 2 Fdk 1 7/8 Alb, nye Matricul 2 Tdr 0 Skp 2 Fdk 2 Alb under Matricul No 9 efter Skjøde til min afdøde Mand af 11. Marts 1826, tinglæst 2nden Mai samme Aar.
2. en Englod i Nebel af Hartkorn gammel Matricul 2 Fdk, nye Matricul 2% Alb under Matricul No 23 efter Skjøde til min Mand af 5te Mai 1838, tinglæst 3die Marts 1840, og
3. Fæsterettigheder paa 89 Aar til et Engskifte paa Worbasse Tilhørende under Jægerlund imod aarlig Afgift 3 Sk efter Fæstebrev af 18nde 1843, tinglæst inde October 1845.
Disse Eiendomme modtager Kjøberen med de Rettigheder, Herligheder og Byrder, som dem min afdøde Mand og jeg forhen den af ham under 5te Februar 1851 udstedte Declaration, der tinglæses samtidig med dette Skjøde, hjemler mig Ret tiljeg sidder i uskiftet Boe. 1 Handelen medfølger al Gaardens Besætning og Løsøre undtagen hvad jeg efter Aftægtscontracten udtager paa Aftægten. Da Kjøberen formeldte min Svigersøn Thomas Hansen har berigtiget den akkorderede Kjøbesum 2000 Rbd, siger 2 Tusinde Rigsbankdaler, og da han desuden Contract af Dags Dato har tilforpligtet sig at yde mig Aftægt, der er anslaaet til 750 Rbd, saa skal foranførte Krosted og Jorder følge og tilhøre ham som hans fuldkomne og uigenkaldelige Eiendom, som jeg skal, efter Loven, dog maa Kjøberen paa dette Skjøde tale Brugserklæring om den forrige Eiers Clausul paa tingfæst Adkomst paa Englodden i Nebel og paa Lejerettighederne. - Til Bekræftelse under min og Laugværge samt 2nde Vidners Underskrift.
Worbasse den 18ende April 1854.
Maren Sørensdatter m.f.p Som Laugværge Lauge Pedersen
Til Vitterlighed Mads Sørensen Søren Pedersen
1/2 pCt Afgift er betalt med 13 Rbd 4 Mk 8 Sk.
Slaugs Herreds Ting i Kolding 21nde Augusti 1855.
Læst inden Andst og Slaugs Herreders Ret den Ode September 1855. Kjøbe og Aftægtscontract forevist.

Bilag f
(delvis afskrift af Vorbassebogen, om Andreas Madsen Møller, født 26-12-1826 i Frørup. Gift med Niels Bennetsens barnebarn Maren Bendix Jørgensen, født 27-12-1845 i Riisbøl, Vorbasse sogn)

Han tog eksamen fra Jelling seminarium og havde derefter embede i Sydslesvig, inden han i 1864 kom til Vorbasse. Han blev betegnet som en højt respekteret og afholdt skolelærer og degn. Ud over lærergerningen beklædte han stillingerne som revisor for sognerådet, sognerådsformand, formand for den frivillige fattigkasse m.m. Hans private bolig bestod af 3 værelser. I det første stod der et umalet bord med bænke og en rødmalet træstol ved ovnen. Det andet værelse var stadsstuen med skrivepult, et bord og to stole. I sovekammeret, hvor hele familien sov, stod der to store senge og en malet trækiste.
I 1800-tallet havde bymændene en hvædvunden ret til at være værtshusholdere i markedstiden, og den ret skulle ingen antaste.
Degnens beværtning i skolen blev anset for at være noget finere end bøndernes. - I skolestuen serverede han -ligesom bønderne - smørrebrød med kaffe, øl og brændevin, men i privatlejligheden blev der serveret både suppe og steg, og hvis man ikke ville nøjes med gement øl og brændevin, kunne man også købe vin til maden.
11862 forbød sogneforstanderskabet degnen at drive beværtning i skolen, vel ikke så meget af moralske hensyn, men sikkert mere fordi han, der både havde lejlighed og skolestue til rådighed, dermed gav andre folk i byen ulige konkurrence.
Degnen tog imidlertid ingen notits af forbudet men fortsatte med sin markedsbeværtning på trods af både påtaler og trusler fra sogneforstanderskabet Da Vorbasse fik en ny degn, Andreas Madsen Møller, i 1865, forbød sogneforstanderskabet ham fra starten at drive værtshusholderi i skolen. - Det ville skolelærer Møller imidlertid ikke affinde sig med, og spurgte hos amtets skoledirektion, om et sådant forbud kunne være rimelig. - Skoledirektionen lod spørgsmålet gå videre til kulturministeriet, som ikke fandt forbudet rimeligt,- når andre bymænd i Vorbasse havde en hævdvunden ret til værtshusholderi, burde skolelæreren også have det!
Den besked måtte sogneforstanderskabet tage til efterretning, og i 1866 gav man degnen den formelle tilladelse - godt nok kun indtil videre - til at holde beværtning. - Som en betingelse for tilladelsen forlangte man, at "han holder vinduesruderne, som bliver ituslagen om markedet, i samme stand, som de var før markedet,- tillige holder han hans egne værelser forsvarligt kalket hele året, samt andre mulige skader, som af markedet kunne forårsages".
Da den unge præst, V. Tage Jensen, kom til Vorbasse, forsøgte han at få bønderne bort fra skikken med værtshusholderiet ved markedet, men uden held. Han havde ikke større held med sig hos skolelærer Møller, da han foreslog, at de skulle benytte skolestuen til møder og basis for markedsmission, som han ville oprette.
Møller sagde Nej. - Selv om præsten var hans overordnede, og skønt han følte sig noget usikker overfor den unge energiske præst, der allerede kort tid efter sin ankomst gik som en stormvind over sognet, sagde han nej til at afstå sin skænkestue. - Også han havde sin private økonomi at tænke på.
Det er blevet fortalt, at skolelærer Møller tjente mere som værtshusholder i de tre dage, markedet varede, end han fik i løn som lærer og kirkesanger på et år. - Sammenholdt med, at man på Nørregård budgetterede med en markedsindtægt på over 1000 kr. omkring århundredskiftet, lyder det ikke usandsynligt, at degnen har kunnet tjene mindst 500 kr.

Bilag g.
Undertegnede Kromand Thomas Hansen i Worbasse tilstaar herved at være skyldig til min Kones Søstre følgende
Summer, nemlig:
1. til Ane Marie Magdalene Bennetsen . 400 Rbd
2. - Kirstine Bennetsen . 400 -
3. -Ane Bennetsen _ 160 -
ialt 960 Rbd er Ni Hundrede og Tredssindstyve Rigsbankdaler Rigsmønt. Af denne Capital svarer jeg fra 11te December d.A. lovlige Renter 4 pCt aarlig at erlægge med Halvdelen i hver Juni og December Termin, og jeg forbinder mig skadesløs at udbetale Capitalen i Tilfælde af foranførte Arvinger saadant fordrer med 1/2 Aars forudgaaende Opsigelse fra en af Siderne til ............. Da min Svigermoder Maren Sørensdatter har hensat hendes Døtre bemeldte Capital under de Vilkaar, at hun deraf har forbeholdt sig Renter saa længe hun lever, er jeg selvfølgelig forpligtet at udbetale Renter til hende, og det er deraf en Selvfølge, at Capitalen i hendes Tiid ikke kan opsiges uden min Svigermoders Samtykke. I Søgsmaalstilfælde angaaende denne min Gjæld underkaster jeg mig den hurtige Retsfor-følgning efter Loven 25 Januar 1828. Til Sikkerhed for rigtig og skadesløs Betaling af Capital og Renter pantsætter jeg hermed med Prioritet næstetter Aftægt til min Svigermoder den mig efter Skjøde af Dags Dato tilhørende Eiendom Worbasse Kro, Worbasse Sogn staaende for Hartkorn Ager og Eng gammel Matricul 1 Tdr 6 Skp 2 Fdk 1 7/8 Alb, nye Matricul 2 Tdr 0 Skp 2 Fdk 2 Alb under Matrikel No 9 med de dertil hørende Jorder, Bygninger ........... samt Gaardens Avl, Afgrøder, Besætning og Løsøre.
Til Bekræftelse under min og 2nde Vidners Underskrift.
Worbasse den 18nde April 1854. Thomas Hansen
Til Vitterlighed: Mads Sørensen Søren Pedersen

Bilag h.
Skifteretsattest
Overensstemmende med Skifteretsprotokollen bevidnes at Boet efter Kromand Thomas Hansen af Vorbasse med Skifteslutningen den 16 Mai 1871 er overdraget Enken Else Marie Bennetsen til Ejendom og fri Raadighed.
Andst/Slaugs Herreders Kontor, Kolding den 20. December 1872. H. Jacobsen
Foranstaaende Skifteretsattest begjæres tinglæst ved Andst/Slaugs Herreders Ret som Adkomst for Enken Else Marie Bennetsen paa Vorbasse Kro, Matr.Nr. 9 af Vorbasse af Hartkorn 2 Tdr 0 Skp 2 Fdk 2 AIb og Gammelskat 12 Rbd 50 Sk, MatrNr 23 af Nebel af Hartkorn 2Y2 Alb Gammelskat 41 Sk, samt en Eng fra MatrNr. 12, hvoraf svares en aarlig Afgift af 3 Sk. Ejendomsværdi 6500 Rbd, Gæld 4660 Rbd.

Bilag i.
Forpagtningskontract imellem undertegnede Else Marie Bennetsen af Vorbasse som Udforpagter og Hr. Henrik Nielsen af Kolding som Forpagter.
1. Jeg E.M. Bennetsen udforpagter hermed til Forpagtning i den af mig tilhørende Vorbasse Kro følgende Lokaler til deri at have Krohold og Detailhandel:
a. Skjænkestuen og den dermed i Forbindelse staaende Boutik.
b. Det bagved Boutikken værende Kammer
c. Den under Boutikken i 2 Rum inddelte Kjælder d. Den 2 Fags Stue ved Siden af Skjænkestuen
e. Den store østre Stue samt Forstuen indtil, hvoraf Eierinden beholder den Ende som fraskilles med en Skillevæg
f. Det østre Gæstekammer som støder indtil Storstuen
g. Et Kjøkken, som af Udforpagteren bliver at udskille i Bryggershuuset med en Dør i Skillevæggen indtil Sidste
h. Loftsrummet i Stuehuuset fra den vestre Side indtil og med det Fag, hvori er indsat et Vindue mod Nord, denne Deel af Loftet bliver for Udforpagterens Regning at udskille fuldstændig fra Resten af Loftet
i. Kammeret i Gavlen indretter Eierinden tillige ved Siden af dette et Kammer til Brug for Forpagteren
k. Kjørestalden med den tilstødende Gjæstestald samt det over Kjørestalden værende Loftsrum
l. Et 4 Fags Staldhuus under Bjælkerne i den nordre Længe
Alt paa følgende Betingelser
2. Forpagtningen tager sin Begyndelse den 15 Febr 1873 og vedvarer uopsigelig fra Udforpagterens Side i 5 Aar, nemlig til den 15. febr 1878, derimod har Leieren efter 11/2 Aars Forløb Ret til at opsige Forpagtningen til Fraflytning et Halvt Aar efter, og efter den Tid med et Aars Varsel.
3. I aarlig Forpagtningsafgift 550 Rbd, skriver FemHundrede og Halvtredssindstyve Rigsbankdaler, der af Forpagteren betales til Udforpagteren saaledes:
200 Rbd contant ved Tiltrædelsen, 75 Rbd 3 Maaneder efter, begge summer i Leie for det første Halve Aar, og efter den Tid betales Forpagtningsafgiften halvaarlig forud hver Gang med 275 Rbd. Dersom den stipulerede Afgift ikke betales til de respektive Forfaldsdage eller noget som helst Punkt af Kontracten ikke overholdes fra Forpagterens Side, er denne pligtig til uden Opsigelse paa Forlangende straks at forlade Forpagtningen.
4. Med Undtagelse af 1 Chatol, 1 Kommode, 1 Bord, 4 Stole og Skjænkeskabet beholder Forpagteren til Brug saaledes som det hidtil og indtil nu har været brugt i de udforpagtede ovenfor specificerede Lokaler, dog af Sengetøj kun 2 opredte Gjæstesenge og 2 opredte Senge i Loftskammeret.
Alle disse Gjenstande bliver ved Tiltrædelsen at vurdere af 2 uvillige Mænd, hvoraf hver Part vælger een. En specificedet Fortegnelse af denne Vurdering efter denne Contract og ved Forpagtningens Fratrædelse vurderes ligeledes de modtagne Gjenstande af 2 uvillige Mænd, førend de tilbageleveres Udforpagteren, og deres mulige Forringelse eller Beskadigelse godtgøres da Eieren.
5. Udforpagteren leverer til Forpagteren den Hakkelse af god sund Halm, som han i Stalden behøver Til Rejsendes og Vejfarendes Heste og ligeledes den fornødne og passende Lyng til Strøelse i Hestestalden. Eierinden tilkommer den i Stalden faldende Gjødning.
6. Udforpagteren skal før Forpagtningens Tiltrædelse sætte de udforpagtede Lokaler i ordentlig og forsvarlig Stand og ligeledes bestandig afholde de udvendige Reparationer og Vedligeholdelser og navnlig skal Tag og Fag altid holdes i anstændig og forsvarlig Stand. De indvendige Reparationer og Vedligeholdelser herunder indbefattet Vinduesruder i det lejede og Tagstenenes Understrygelse over Forpagterens Loftsrum paahviler denne.
7. I umiddelbar Nærhed af Kroen anvises der Forpagteren af Eierindens Mark en Plads til paa Markedsdagene at hensætte Vogne og Heste derved, endvidere lader Udforpagteren fra sin Lejlighed anbringe en Dør mod Nord ud til Gaardspladsen og lader de døre aflaase og tilnagle som fører til Forpagterens Leilighed fra hendes Leilighed.
8. Forpagteren har Ret til daglig af Udforpagteren at faa leveret 2 Potter ny malket Mælk imod en Betaling af 4 Skilling pr. Potte.
9. Forpagteren erholder til Afbenyttelse i Forpagtningstiden den halve Deel af Udforpagterens dyrkede Have, som hun holder fredet, og hvortil hun (Ejerinden) aarlig leverer et passende Quantum Gjødning.
10. Udforpagteren sikrer Forpagteren Ret til Krohold og Detailhandel i Kroen i Leietiden saalænge den lovlige Ret til Krohold ikke paa Grund af Misbrug forbydes, og er det en Selvfølge, at Eierinden saalænge denne Contract staa ved Magt, hverken selv eller ved nogen af sin Husstand maa drive Detailhandel eller Krohold, hverken for egen eller fremmed Regning. Afgifterne af Kroholdet og Handelen udredes i Forpagtningstiden af Udforpagteren.
11. Udforpagteren skal hvert Aar i Forpagtningstiden for Forpagteren hente ham 6 Læs Tørv og 2 Læs Hø hjem. Tørvene hentes kun i en Afstand af 3/8 Miil, og Høet hentes indenfor Kommunens Grænser. Disse Kjørsler udføres med 2 Dages Varsel.
12. Forpagteren har Adgang til Bryggerset og Ret til Brug af Udforpagterens Redskaber til Brygning, Bagning og Vask. Endvidere har Forpagteren Adgang og Ret til at benytte Gaardens Brønd med Vand og Redskaber imod at tage Deel i Brøndens Rensning og Pumpens Vedligeholdelse.
13. Skulle de udforpagtede Lokaler eller Dele deraf forgaa ved Ildebrand i Leietiden, da er Udforpagteren pligtig til, naar saadan Ulykke skulle opstaa i Tidsrummet fra 14. Marts til 14. September inden 2 Maaneder efter Branden, at have ny Leilighed opført og indrettet. Skulle Ulykken ske paa andre Tider af Aaret, da opføres disse igen saafremt Aarstiden tillader det. At Forpagteren i saa Fald er fri for at svare Afgift, mens den udbrændte Bygning igjen opføres er en Selvfølge.
14. Udforpagteren istandsætter Retiraden, som er fælles for begge Huusstande, og rengøres den hver Løverdag skiftevis af Kantrahenderne. Kummen under Retiraden renses af Ejeren.
15. Kroens Gaardsplads hen til Pakhuset holdes af Eieren saa nydelig og renlig, som Omstændighederne tilader.
16. Uoverensstemmelse om denne Contracts Forstaaelse og Opfyldelse kan ikke blive Gjenstand for Rettersøgning, men afgiøres efter uvillige Mænds Skiøn.
17. De i denne Contract nævnte Forandringer ved Lokalemes Indretning som ikke er gjorte ved Forpagtningens Begyndelse, skulle da forrettes uopholdelig, og hvis Anmodningen herom gentagende bliver upaaagtet maa Forpagteren lade foretage paa den Forsømmeliges Regning.
18. Omkostningerne ved denne Contracts Stempel, Forfattelse og Tinglæsning betales af Kontrahenderne hver med halvdelen, og maa denne Contract tinglæses som Hæftelse paa Udforpagterens ifølge Adkomst Skiøde tilhørende Kro i Vorbasse Bye og Sogn med Bygninger og disses Assurence, samt Eiendomme under Matr.Nr. 9 Vorbasse og 23 af Nebel med Hartkorn 2 Tdr 3 Fdk 11/2 AIb, Gl. Skat 12 Rbd 9 Sk, næstefter nuværende tilglæste Hæftelser.
Kontrahendernes Stempeltaxt beregnes saaledes:
Forpagtningsafgiften 550 Rbd 5 Gange udgiør 2750 Rbd Taxt 4 Rbd 56 Sk.
Dette til Bekræftelse med Kontrahendemes Underskrift i Vidners Overværelse. Vorbasse Kro, den 1. Febr. 1873.
Som Forpagter: Henrik Nielsen Som Udforpagter Else Marie Bennetsen Til Vitterlighed.- Lund, A.M.Møller

Bilag j.
Undertegnede Else Marie Bennetsen, Enke efter Kromand Thomas Hansen, sælger, skiøder og aldeles afhænder herved til Gaardmand Jeppe Poulsen Nygaard den af mig ifølge Skjøde til min Mand tinglæst 4. September 1855, tilhørende Ejendom i Vorbasse Sogn følgende Dele, nemlig:
1. Hovedparcellen MatrNr 9a i Vorbasse By og Sogn, Hvodangaard kaldet, med Bygninger og Jorder af Hartkorn 1 Td 3 Skp 1 Fdk 2 3/4 Alb og Gammelskat 17 Kr 25 Øre, Indenrigsministeriets udstykningsapprobation af 21 Juli 1875, med Andel i Byens fælles Moselod eller rettere den deri havende Tørveskjærsret, hvorved bemærkes, at Fællesmosen har Matr Nr. 24, og at jeg forbeholder mig 1/3 af denne Tørveskjærsret. Med Hensyn til denne Tørveskjærsret frafaldes Protokollens Anmærkning, og
2. Englodden Matr.Nr. 23 i Nebel af Hartkorn 2Y. Alb og Gammelskat 41 Sk eller nu 85 øre.

Dette Skjøde udstedes med henhold til en Kjøbekontrakt mellem A. Møller og mig tinglæst den 17. November 1874 som den førstnævnte ved Kontrakt af 18 Januar 1875 har overdraget til Jeppe Poulsen Nygaard. Kontrakterne er stemplet til Takst henholdsvis 43 Rbd 64 Sk og 87 Kr 30 Øre.
Da den akkorderede Kjøbesum 13000 Kr, siger Tretten Tusinde Kroner er bleven berigtiget, skal ovenanførte Hovedparcel og Englod følge og tilhøre Jeppe Poulsen Nygaard som hans fuldkomne og uigenkaldelige Ejendom, som jeg skal hjemle ham efter Loven og med ubehæftet Skjøde. Endnu tilføjes at en af min afdøde Mand indgaaet Vandforening ikke vedkommer de solgte Jorder, men alene angaar Parcellen Nr- 96, som jeg har beholdt, og at Kjøberen og Efterkommere har Ret til fri Mergelkastning paa min Hedelod Matr. No 9b til Anvendelse paa Jorderne under Matr. 9a med fornøden Læggeplads for Mergel og Vej derned til Kjøberens Mark. Adkomst for mig er ogsaa tinglæst.

Til Bekræftelse med min Underskrift vidnefast.
Nærværende i Kolding den 11 Oktober 1876. Else Marie Bennetsen
Til Vitterlighed: Krolund H.Rose
Ifølge Udstykningsapprobationens Indhold skal Matr.No 9a som Hovedparcel stedse vedligeholdes med Bygninger og Beboere
KOMMUNEN
Det første sogneforstanderskab for Vorbasse-Hejnsvig indledede sin virksomhed med et møde i Vorbasse skole den 21. januar 1842. Formanden, A. C. Møller) i Donslund mølle, indførte da i forhandlingsprotokollen: »Da jeg er valgt at fungere som formand for forstanderskabet og første gang tager imod forhandlingsprotokollen, vil jeg med min ringe forstand tilføre følgende:
At takke vor allernådigste konge, at han herved åbner os en frihed, som vore forfædre har savnet, at bønderne nu tillades at ytre deres tanker, afgive betænkning over det, som forhen ikke blev betroet denne klasse.
`Da vi er valgt af vore sognemænd i det håb at være de frisindigste og mest retskafne for at fremme deres gavn, er min formaning, at vi alle i kærlig samdrægtighed udtaler og afgiver vore beslutninger og betænker den fattiges kår og påser, at ingen af denne klasse skal have årsag til klage, enten ung eller gammel eller sindssvag eller krøbling, og stedse have for øje, at vi ikke er herrer, der tildeler dem vores almisser. For øvrigt bestræbe at udøve retfærdighed, ikke at påse vor egen fordel, men hvad som kan gavne den talrige næringsstand, ikke tænke på ven eller uven eller ved gunst og gave at forandre vore beslutninger, men i enhver henseende bestræbe, at tort forstanderskabs anliggender kunne (præges) af visdom, retfærdighed og gavnlighed. Skulle en eller anden fejle, da at vise det fejlende i en kærlig tone, ikke give anledning til kiv eller bruge noget usømmeligt, som kan udvirke årsag til vor beskæmmelse og fortrydelse. Dette skulle herved være mit ønske. - Jeg er ikke lært i kunstig tale, af visdom kan jeg ikke prale, men hvad jeg i mit hjerte selv erfarer, det vidner jeg og tydelig erklærer.«
Gmd. Niels Bennetzen, pastor Langballe, gmd. Peder Pedersen, Skødebjerg samt gmd. Peder Sørensen, Østervig, og fra Hejnsvig sogn Niels Chr. Jensen, gmd. Mads Madsen og Peder Christensen, Donslund, var medlemmer af forstanderskabet, der med formanden havde 4 medlemmer fra hvert af sognene. Formandens indledende ord i den gamle protokol var udtryk for, at han forstod, hvad sogneforstanderskabets arbejde først og fremmest ville blive, nemlig fattigforsorgen. Ligeledes, at opgaven kunne fremkalde uenighed blandt medlemmerne. Disse formodninger skulle vise sig at være rigtige. Sogneforstanderskabet synes ikke at have haft pengemidler til rådighed ved starten, hvorfor man måtte henvende sig til amtet om et lån, 300 rdl., at tilbagebetale i løbet af 2 år. Pastor Langballe og Mads Madsen var betænkelige ved at optage lånet, de stemte imod, hvorfor flertallet fritog dem for ansvar i den henseende og kautionerede selv for pengene. Lånet, der blev på 200 rdl., ydedes af amtets fattigkasse og var rentefrit. Det skulle bruges til »forskud til de enkelte beboere i sognene, som på nærværende tid befindes i øjeblikkelig trang og forlegenhed for sæde- og fødekorn.« 11 beboere af Hejnsvig og 13 af Vorbasse fik del i pengene, der fordeltes i beløb fra 4 til 20 rdl.
'Et andet problem rejste sig, da forstanderskabet havde holdt møde i Hejnsvig skole, formodentlig i lærerens stue. Det ser ud til, man havde forment lærer Christensen at være til stede under forhandlingerne. Ved næste møde forelå der en skrivelse fra ham, hvori forlangtes, at forstanderskabet skulle tillade alle og enhver at overvære forhandlingerne, »så længe rummet tillod det, og ingen forstyrrede forhandlingerne.« Man satte spørgsmålet under debat, meningerne var delte, men der blev flertal for, at tingen måtte være til stede ud over at indgive deres forlangender, men siden ville forstanderskabet have de dertil berammede stuer og steder fri for uvedkommende.« Det blev snart herefter regelen at holde møderne på skift i medlemmernes hjem.
Allerede det følgende år, 1843, måtte man erkende, at forstanderskabets møder hidtil »ikke havde svaret til den hensigt, som de efter forst. sk.' mening burde . . . . , nemlig fordi vedkommende ikke har mødt til bestemt tid, og flere ikke var mødt efter tilsigelse.« Det blev derfor vedtaget, at de forsømmelige fremtidig skulle anmeldes for amtsrådet. Ligeledes blev det besluttet, at møderne skulle holdes den tredie torsdag i hver anden måned. Disse bestemmelser gennemførtes under Peder Pedersens formandsskab, idet den første formand, A. C. Møller, var fratrådt efter 1 års funktionstid, som loven bød.
19. april 1848 havde forstanderskabet indgivet begæring til amtet om udsættelse af vejarbejder, skolebyggeri samt kirkens reparation, indtil det viste sig, hvor mange der ville blive indkaldt til militærtjeneste. Det turde være et spørgsmål, om det var nødvendigt at begære denne udsættelse. Men vi møder her et synspunkt - udsættelse - som dengang og til op mod vore dage har kunnet spores i sognenes forvaltning. Denne velkendte indstilling er nu og da blevet betegnet som smålighed og mangel på forståelse. Dette er dog en for ensidig bedømmelse. Kravet om sparsommelighed var i svunden tid et dybt forankret hovedsynspunkt i den enkeltes tilværelse, og uden økonomisk påpasselighed var en anstændig tilværelse simpelthen ikke mulig. At dette sparsommelighedens princip toges med ind i den offentlige administration var en selvfølge - spare, hvor spares kunne. Noget andet var, at samfundsudviklingen tid efter anden gjorde det vanskeligere at holde det kommunale spareprincip i hævd.
I sommeren 1848 kom et cirkulære, hvorefter der med krigen for øje skulle skaffes de såkaldte sogneheste. Vorbasse-Hejnsvig og Grindsted-Grene skulle skaffe en hest i fællesskab. Man vedtog da, at kommunekasserne skulle udrede betalingen for hesten. Foderpenge skulle udredes med halvparten af hver kommune uden godtgørelse. Peder Sørensen i Fitting samt sognefoged Anders Hansen i Horsbøl skulle besørge hesten indkøbt. Man fandt den hos Peter Vejrup på Røjgaard, og sognehesten kostede 70 rdl. curant.
Denne sogne- eller distriktshest blev i de følgende år et begreb i den kommunale forvaltning. 1861 blev hesten, der jo måtte fornys en gang imellem, bortliciteret til hmd. Jørgen Thomsen i Nebel for 5 $r. Han var lavest bydende med 48 rdl. årlig, hvilket beløb betaltes af kommunen Hesten vurderedes til 124 rdl. Jørgen Thomsen måtte underkaste sig de samme forpligtelser, som var anført i en kontrakt, som kommunen havde oprettet 1856, da Hans Plougborg overtog hesten.
30. december 1863 valgtes Dalgas og Møller Johnsen til at købe 2 heste og rejse til Holsted 9. januar for at aflevere hestene til brug ved hæren. De valgte stilledes i udsigt, at de skulle erholde en anstændig betaling for deres omkostninger og ulejlighed i den anledning.
Også den pålignede krigsskat gav ekstra arbejde for kommunalbestyrelsen, idet der indkom klager over ansættelsen, der også forekommer at være høj. Jens Nielsen fik dog ingen nedsættelse, da han efter sognerådets mening ingen aftægt havde svaret i 1863, fordi hans aftægtsmand da havde været ude at tjene.
Møller Johnsen, der havde været sognerådsformand under krigen, døde nogle år efter. 1869 forlangte hans enke hos kommunen godtgørelse for >nogle stafetter og gangture under krigen«. Hun fik 18 rdl. 12 sk. for stafetterne og 3 rdl. for gangturene.
Fattigforsorgen ydedes i ældre tid ud fra humane eller medmenneskelige hensyn. Man hjalp de trængende, men bag hjælpsomheden lå den almindelige opfattelse, at enhver burde klare sig selv. Kun i absolut overbevisende tilfælde af fattigdom og nød kom man den fattige til hjælp, med brødkorn, malt til øl og mere sjældent med penge. Man var ikke blind for, at der til fattigdommen ofte knyttede sig karakterbrist af forskellig art, ofte drikfældighed. - Man har indtryk af, at fattigdommen i Vorbasse sogn - som i mange andre sogne - til tider har været stor, og man kan gå ud fra, at trangen har været betydeligt større, end den kom til udtryk. Det var ingen skam at være fattig, men skulle man tage imod hjælp af fattigkassen, var ens ære berørt, man var sunket ned i den lidet agtede samfundsklasse, fattiglem.
Man lagde årlig en fattigligning, hvorefter der skulle ydes et bestemt beløb pr. td. hartkorn, hvortil kom en ydelse af korn. 1869 besluttede rådet at søge amtet om, at der af kommunens kasse måtte indbetales 50 rdl. til den fri fattigkasse »i betragtning af dyrtidens tryk«. S. a. i september bestemtes, at de fattige skulle indtinges den følgende 5. oktober, og at de fattige skulle møde personlig med deres klæder for at efterses. Sognerådet valgte i regelen også her den billigste vej, den lavestbydende fik et fattiglem til huse, at underholde med kost, logi og nødvendige klæder, og at udnytte som arbejdskraft, såvidt det var muligt. Dette var givetvis en ordning, hvorved menneskelige hensyn kunne komme til kort, men lige så sikkert er det, at mange fattige ad den vej fandt et hjemsted, hvor de fuldtud delte familiens vilkår, og hvor opholdet strakte sig over en årrække.
1875 indgav Glar-dres en klage over, at R. Ulriksen gik ham i næringen ved at drive glarmesterprofessionen. Man lod klagen gå videre til herredsfogden, og Glar-dres fik tilstået 2 skæpper rug som fattighjælp. Glar-dres og hustru Bolette boede i kommunens fattighus på Knurborg mark. På grund af alder og svagelighed kunne de 1878 ikke længer blive i fattighuset, og de var blandt de første beboere på den af kommunen i 1878 oprettede fattiggård.
Iben første bestyrer af fattiggården var Hans Laugesen, Nebel. Der oprettedes instruks for hans bestilling, og lønnen fastsattes til 21 kr. pr. md. 1880 bestemtes, at fattiggårdens vogn og personale skulle istandsætte præstevejen og i øvrigt udføre så meget vejarbejde, som kunne overkommes uden at forsømme gårdens drift. 1888 lejedes Anders Petersen fra St. Andst som bestyrer for fattiggården, løn 140 kr. årlig. Efterhånden som nye synspunkter for den offentlige forsorg gjorde sig gældende, tabte fattiggården sin betydning og solgtes som anført under gårdhistorien.
Den frie fattigkasse, der foran er nævnt, oprettedes efter lov af 8. marts 1856. Den såkaldte Hjælpekasse, ifl. lov af 29. april 1907, var en videreførelse af den fri fattigkasse, og princippet for dem begge var at yde hjælp til »værdige trængende, uden at hjælpen fik den offentlige fattighjælps virkninger. I Vorbasse sogn lededes dette arbejde af en bestyrelse med 5 medlemmer, hvori begge sogne naturligvis var repræsenterede, mens sognepræsten oftest var formand. Hjælpekassens midler var begrænsede. Omkring 1911 var der 250-300 kr. til rådighed. Under krigen 1914-18 ydedes bl.a. hjælp til kvinder, hvis mænd var indkaldt til sikringsstyrken. - Hjælpekassens bestyrelsesmøder indlededes med bøn. Ud over, at medlemmernes personlige indstilling hermed kom til udtryk, må der vel også heri ses en bestemt opfattelse af den opgave, hvis varetagelse man var betroet, at fordele en hjælp, som ydedes af god vilje ud fra om ikke den rene barmhjertighed, så dog ud fra humane betragtninger.') Med socialreformen 1933 ophørte Hjælpekassens virksomhed. En ny tid var inde, med begrebet social understøttelse var svundne tiders forsorgsprincipper forladt.
Vejene, dvs. hensynet til de vejfarende, er først på et temmelig sent tidspunkt blevet et offentligt anliggende. Gennem mange århundreder måtte den rejsende selv klare de problemer, færden frembød. Væltede vogne eller i heldigere fald blot fastsiddende i vejsporenes løse sand var rejsens vilkår. - Af fortidens hovedruter gennem halvøen berørte ingen Vorbasse sogn, men selvfølgelig havde man forbindelse til disse. Svundne tiders valfart og siden markedsrejserne har skabt og opretholdt vejruter til alle sider.
1834 blev vejen mod Kolding »forlagt« samt indgrøftet. Samme år forlagdes Præstevejen Vorbasse-Hejnsvig, der var blevet påkrævet efter annekteringen. Desuden kom anlægget af landevejen Foldingbro-Holstebro til at berøre -sognet på strækningen mellem Hovborg og Donslund mølle. Efter forstanderskabets oprettelse holdtes 1842 et møde med herredsfoged Oxenbøll, Kolding, angående sognets veje. Der var to spørgsmål, som skulle drøftes. For det første ville man gerne have så mange af vejene som muligt optagne som amtsveje for at undgå den lokale vedligeholdelse. For det andet krævede en del lodsejere erstatning for den jord, man havde måttet afstå til vejanlæg.
Koldingvejen samt Foldingbro-Holstebro-vejen blev optaget som mindre landeveje, dvs. amtsveje. De øvrige veje var: Vejen fra Firhuse i Vejle amt over Fitting mark til Vorbasse, vejen fra forannævnte landevej over Risbøl til Skovsende i Starup sogn, vejen fra Vorbasse til Bække, der agtedes forlagt til en østligere retning over Skødebjergs mark med retning mod Vorbasse kro (Østergaard). Endelig var der præstevejen til Hejnsvig. Også disse veje søgte forstanderskabet at få optaget som mindre landeveje. Vi finder en skrivelse til amtet, dateret 24. april 1842, hvori man motiverer optagelsen med, at det var lange vejstrækninger gennem tyndt beboede egne, hvorfor det ville overstige beboernes evne at holde, vejene i stand. Videre anførte forstanderskabet, at vejen fra Randbøl sogn over Fitting, Vorbasse, Risbøl til Starup var købstadvej for Lindknud, Faaborg, Starup, Øse, Aastrup, Aarre m.fl. sogne til Kolding og Vejle, ligesom den var købstadvej for Ødsted, Egtved, Veerst, Bække, Jordrup m. v. til Varde. En tilsvarende vigtighed hævdedes de Øvrige nævnte biveje at have. Det lykkedes dog ikke at overbevise amtet herom, og samtlige her omhandlede veje blev biveje af 2. klasse og skulle holdes i stand af kommunens beboere, der fik arbejdet pålignet efter hartkornet.
Jørgen Christensen, Risbøl, havde forlangt 40 rdl. for afstået jord til landevejen Foldingbro-Holstebro. »På den tid, da arbejdet blev udført, har denne mand næppe tænkt på at ville gøre fordring på nogen godtgørelse, eftersom vejen blev anlagt over hans uopdyrkede hede . . . . «, skrev herredsfogden, der fandt Jørgen Christensens forlangende for højt. Hans Chr. Schultz, Vorbasse, forlangte 30 rdl. for afgivet jord til Koldingvejen. Peder Pedersen i Fitting krathus ansatte sit tab til 40 rdl., mens Peder Pedersen, Skødebjerg, forlangte 50 rdl. for afstået jord til samme vej. Til præstevejen havde Peder Christensen, Fromsejer, afgivet en del af sin hede og forlangte 20 rdl., mens Peder Pedersen og Hans Peder Pedersen i Vorbasse anslog deres tab ved præstevejens anlæg til 30 rdl. De interesserede fik bevilget 93 rdl. 3 mk. 12 sk. til deling. Pengene skulle udredes af sognets lodsejere. Disse protesterede, som venteligt var, idet de hævdede, at det ikke var dem, der havde forlangt, at præstevejen skulle have en anden retning, hvilket ingen betydning havde for Vorbasse sogn. Vejens omlægning var foranstaltet af det offentlige. Herredsfogden gav Vorbasse-folkene medhold og fandt »at det ville falde et så lidet og fattigt sogn som Vorbasse trykkende at udrede beløbet«, hvorfor han anbefalede, at amtet betalte erstatningen .2)
24. oktober 1843 skulle samtlige sognets veje være i orden til at syne. Det var selvsagt ikke altfor strålende resultater, man denne oktoberdag kunne præsentere i sognet. Dog var vistnok alle vejene indgrøftede, og på vejen efter Bække, hvor der fandtes meget fygesand, var der kørt nogle læs lyng, som lang tid fremover var det mest benyttede materiale til vejforbedring. 1878 betaltes 70 å 80 øre for et læs vejlyng.
Hermed var den første - vanskelige - begyndelse gjort til de moderne veje, som sognet i vore dage kan opvise. Vanskelig, fordi vejenes vedligeholdelse dengang føltes som en ny byrde for beboerne, der ikke har kunnet gå til opgaven med synderlig begejstring - samfærdselens betydning skulle først vise sig senere.
Skole- og kirkestier var, mens færdselen endnu overvejende var til fods, nødvendige. Sådanne stier over markerne var ikke velsete af lodsejerne, hvorfor deres opretholdelse måtte sikres ved særlig foranstaltning. 5. november 1850 blev der lagt regulativ for sognets stier. En sti fra Peder Christensen, Fromsejer, over Hans Chr. Nielsens mark til gaden i Vorbasse. Stien fra Vejgaard over Niels Bennetsens og Jørgensens marker til kirken. Stien fra Gilbjerg over Chr.Iversens mark til koloniskolen. Stien fra Frederiksnaade til samme skole. 1867 anlagdes en skolesti fra Nebel til Rankenbjerg og Høllund udflyttere >som distriktets beboere selv måtte indkaste, hvis de ønskede det«. En gangsti for skolelæreren mellem Fitting og Knurborg anlagdes 1854.
Skolebygningernes vedligeholdelse og forøgelse blev en væsentlig opgave for den kommunale forvaltning. Skolehuset i Vorbasse, der var sognets eneste, havde været benyttet til sit formål i henved et århundrede, da degnen, Anders Christensen, 1843 søgte forstanderskabet om at få skolebygningen forbedret og helst ombygget. Man fandt dog tiden for besværlig til at påbegynde en ny bygning, og det vedtoges at nøjes med at reparere, hvor dette var mest nødvendigt. Dog besluttede forstanderskabet at søge om lån hos amtet, så der næste år kunne bygges en ny skole. Året efter foretoges en afstemning, om man skulle bygge en ny skole på 8 fag eller nøjes med at reparere den gamle bygning: Der var flertal for at reparere. I denne debat må man bemærke sognepræstens positive indstilling til gennemførelsen af forbedringer, og dette kan for øvrigt siges om de fleste af sognets præster, som blev medvirkende til løsningen af skoleproblemer. Men præsten var jo kun én mod de mange, der helst så de bekostelige planer udsat. I sommeren 1844 fik forstanderskabet imidlertid en skrivelse fra amtet, hvori forlangtes, at man skulle indsende tegning og overslag til en ny skole. Det vedtoges da at bygge en ny skole ved skolelodden »da den gamle lå afsides«. Samtidig enedes man om en bønfaldelse til amtet om, at vinduerne i den nye skole kun blev 112 alen høje og muren kun 3V alen, ligesom i Hejnsvig skole, der var bygget 1834.
Først i 1846 toges skridt til indkøb af materialer til den nye skole. Allerede 1861-62 måtte der foretages en udvidelse af skolen, og herefter erklærede lærer Geil »sig fuldkommen tilfreds med boligen«. Denne skolebygning brugtes til 1904, da en mere moderne opførtes på samme plads. Udviklingen krævede, at man igen i slutningen af 1930erne måtte bygge skole i Vorbasse, en efter tidens forhold moderne skolebygning kunne tages i brug 1941. Siden da er også denne skole blevet for lille, og en udbygning er forestående.
Kravet om en skolebygning i sognets nordlige del, koloniområdet, var op mod 1850 blevet påtrængende. 1847 vedtog forstanderskabet, at 4 fag af den gamle skole i Vorbasse skulle flyttes til kolonien som skolebygning. 1849 bestemte man, at de brændte sten, som var ført til koloniskolen, skulle sælges. Man var tydeligt nok indstillet på udsættelse. 14. marts 1850 skrev man til amtet >at i kolonien havde man til skole en så passende lejestue, at vist ingen med grund kunne føre anke herover.« Ved et møde i april s. a. enedes forstanderskabet, dog ikke pastor Cramer, om at søge amtet om udsættelse og eftergivelse af koloniskolens opførelse. Cramer derimod fremlagde en tegning til skolen, som han ønskede indsendt til skoledirektionen. Men de tilstedeværende øvrige medlemmer fandt ikke at kunne indlade sig herpå. Tovtrækningen fortsattes et par måneder, og da meddelte amtet, at der skulle indsendes overslag og konditioner over byggeriet inden 8 øge, og da dette ikke skete, meddelte amtet 27. august, at dette havde udnævnt håndværkere til at udarbejde overslag over det krævede skolebyggeri, der også omfattede en mindre tilbygning til skolen i Hejnsvig. Forstanderskabet vedtog at protestere. I september havde Møller Johnsen og Peder Sørensen påtaget sig at opføre skolen, og det øvrige forstanderskab havde lovet at deltage i betalingen af eventuelle bøder, der måtte blive dikteret, hvis ikke arbejdet blev færdigt til den fastsatte tid.
Koloniskolen - nu Skjoldbjerg skole - brændte 25. november 1867. Søren Jensen, Vandel, tilbød at genopføre skolen for 219 rdl., men dette tilbud forkastedes, og man vedtog selv at indkøbe materialerne og betale arbejdslønnen. 16. juni 1868 var skolen klar til at synes. 1901 byggedes en ny skole i Skjoldbjerg, der kom til at ligge et stykke vej fra den gamle, og som siden solgtes til lærer Nielsen. 1955 kunne man tage en ny rummelig og tidssvarende skolebygning i brug i Skjoldbjerg.
Donslund skole havde endnu 1856-57 til huse hos Morten Christensen, der for dette år fik 5 rdl. 3 mk. i leje for en stue. Der var dog nu tale om at få bygget en skole i distriktet, og jens Christensen tilbød at give byggegrunden gratis mod »at han som vederlag derfor bestandig erholder den ved skolen blivende aske samt gødningen fra latrinerne. Trods betænkeligheder indlod man sig 1857 på at bygge skolen i Donslund. Mads Jespersen, Vorbasse, overtog murer- og tømrerarbejdet for 36 rdl., materialerne havde kommunen indkøbt i Kolding.
I Nebel havde sognerådet 1890 købt 3 skæpper land af John M. M. Knudsen for 75 kr. til byggeplads for en ny skole. Denne toges i brug 1901. Forud herfor havde været en ældre skole i Nebel, beliggende ca. 150 m syd for ovennævnte, nuværende skole. Om denne ældste skole er der fortalt, at der var blyindfattede vinduer. Inventaret var et bræt, hvilende på pæle, der var nedrammet i lergulvet; det var skolebordet til børnene. De tilhørende bænke samt lærerens pult og bænk var af samme konstruktion. Lergulvet var sølet og hullet, og det skete, at læreren snublede i hullerne . . . .
Omkring 1890 var der tale om at få en skole i Høllund-Rankenbjerg. Sognerådet søgte skoledirektionen om, at dette distrikt lagdes under Nebel, hvor der da skulle bygges bolig for en lærer. Dette blev da også det endelige resultat.
Fitting ældste skole var en stue i et hus, som Peder Sørensen Vig havde ladet bygge. Her foregik undervisningen fra ca. 1850 til den nye skole i oktober 1892 kunne indvies. Skolen fik en udvidelse allerede 1900 og fik sin nuværende skikkelse 1953.
Postgang, hvorved oprindelig kun var tale om besørgelse af forstanderskabets samt sognefogdens og præstens breve, var en nødvendighed for det kommunale selvstyre. 1849 fremkom et »forslag til landpostbudes oprettelse i landdistrikterne«, men forstanderskabet kunne ikke indgå på forslaget, da man mente selv at kunne leje brevsamlere for billig betaling. I de følgende år klarede man tilsyneladende brevbesørgelsen, der jo var beskeden, på bedste og billigste måde; men 1855 traf man aftale med ungkarl og hjuler Knud Christoffersen om at gå postbud til Kolding »de første 4 gange«. Han skulle have 1 rdl. for hver gang og skulle besørge alle tjenstlige breve, desuden var han forpligtet til også at medtage private breve fra sognene mod 1 sk. for hvert. Ordningen var forsøgsvis, men forstanderskabet lovede at sørge for, at der 1 gang ugentlig sendtes et pålideligt bud til Kolding for at hente og bringe breve. Udgiften deltes efter htk. i begge sogne. 1858 var jens Hansen fra Fitting post, hans årlige løn var 25 rdl. Dette må have været rigeligt, for de to følgende år nøjedes han med 13 rdl. 3 mk. Postens udgangspunkt var sognefogden i Hejnsvig hver torsdag formiddag, og hvad han modtog i Kolding til Vorbasse, skulle afleveres der hver lørdag eftermiddag inden kl. 4. Sagerne til Hejnsvig skulle være afleveret inden søndag eftermiddag kl. 3. 1861 havde man i Hejnsvig selv antaget en post, jens Olesen, der fik 16 rdl., mens man i Vorbasse lejede Mads Bertelsen for 8 rdl. Det følgende år besørgede jens Olesen begge sognes breve for 25 rdl. Under krigen 1864 bemærkedes »hvis de fjendtlige troppers tilstedeværelse nødvendiggjorde det, skulle posten bringes til Varde i stedet for Kolding. Postgangen begyndte dette år 18. august, og jens Olesens løn afkortedes i forhold hertil.
1866, den 1. november fik vi kgl. postbud, skrives der i den gamle protokol. Det blev, som rimeligt, jens Olesen, der fik den kgl. bestilling, som han herefter bestred i en årrække. 1876 oprettedes en dagvognsrute fra Lunderskov til Kragelund, hvor der blev brevsamlingssted. Herfra gik Niels Hansen eller hans søn Peder Hansen post til Vorbasse og til Donslund, Nebel og Høllund. Omkring 1880 forlængedes dagvognsruten til Vorbasse, og nu oprettedes brevsamlingssted her. 1901 kom endnu en forbedring, idet der etableredes en særlig postvogn, som kørte fra Lunderskov kl. 5 morgen til Vorbasse, hvorfra den kørte tilbage kl. 7 aften. Denne ordning, der under de givne forhold vanskeligt kunne blive bedre, fortsatte, til sognet i 1917 selv fik togforbindelse.3)
Den forsigtighed i den kommunale administration, som først og fremmest fandt udtryk i sparsommelighed, hvorpå der i det foregående findes eksempler, betød ingenlunde, at sognerådet savnede blik for fremtiden. Da det 1894 var kommet til rådets kendskab, altså næppe ved nogen direkte henvendelse til dette, at der 19. maj skulle holdes et møde i Vejle angående en jernbane Vejle-Randbøl, eventuelt til Vandel, vedtog man at sende to mænd til dette møde for at foreslå, at banen førtes til St. Almstok. I så fald ville kommunen yde en mindre garantisum. 9. juli 1896 var kommunens skatteydere indbudt til et møde på Fromsejer for at tage stilling- til en af overingeniør Ernst udarbejdet plan over en forlængelse af Vejle-Vandel-banen efter Esbjerg. Et fællesudvalg for de interesserede kommuner havde lavet et forslag til finansieringen. Staten skulle betale halvdelen af udgifterne, Ribe og Vejle amter en sjettedel, mens kommunerne skulle udrede den resterende trediedel af anlægssummen, 110.000 kr. Vorbasse kommune havde i forvejen vedtaget at yde en
rentd~godwørelse af 8~ pct, af anlægssummen for en påtænkt bane
Egtved-Grindsted. Nu skulle man vedtage, at denne ydelse bortfaldt, og at der i stedet ydedes en rentegodtgørelse af 11pct af den forannævnte kommunale del af udgifterne til en jernbane Vandel-Esbjerg.
Det var store tal, man her fik præsenteret. Af de mødte stemte 60 for forslaget, 86 stemte imod, og »en del beboere forlod mødet uden at afgive deres stemme«.
Tiden var dog endnu ikke inde til, at der kunne træffes nogen afgørelse. Jernbanespørgsmålet var vigtigt, ikke blot for Vorbasse, og der fremkom efter århundredskiftet flere forslag om banens linieføring, som der ikke her skal gøres nærmere rede for.4) Loven om Troldhede-Kolling-Vejen jernbane vedtoges i landstinget 19. maj 1908 og i folketinget 2 dage senere. Blandt de efterfølgende detailspørgsmål var, hvor stationsbygningerne skulle placeres. Herom holdtes møde i Vorbasse 18. marts 1909. Det var først bestemt, at stationen skulle ligge på præstegårdens mark. Nu tilbød ejeren af matr. nr. 5a, J. Jørgensen, at yde. en undergaranti på 5000 kr., hvis stationen blev på hans mark. Det samme ønskede bestyrelsen for Vorbasse gæstgivergård. Resultatet blev, at stationen kom til at ligge på matr. nr. 3b. 25. august 1917 åbnedes banen for den almindelige person- og godsbefordring.
Kommuneadskillelse var i dette århundredes begyndelse blevet et forløsende ord. Gammelt gnieri mellem et par kommunalt samarbejdende sogne, men også den almindelige samfundsmæssige udvikling kunne ofte være grund til en adskillelse, men absolut tvingende nødvendigt var det næppe i alle tilfælde, snarere en modesag, når et par sogne som Vorbasse og Hejnsvig dengang også ønskede at gå hver sine veje.
Efter forudgående drøftelse måtte sognerådet 2. november 1910 konstatere, at der ikke kunne opnås enighed om delingen. Derfor skulle nu beboerne vælge 3 mand af hvert sogn til sammen med sognerådet at søge sagen løst. Ved et senere møde, hvor dette udvalg var med, enedes man om alle punkter nær to. Det ene af disse var, hvorledes man skulle dele den stillede kommunegaranti for jernbanen. Vorbasse tilbød at overtage 17/32, mens Hejnsvig skulle tage 15/32. Herimod foreslog Hejnsvig 3/5 og 2/5. Man enes om at bede amtet om at mægle. Det andet stridsspørgsmål var, at Vorbasse forlangte en kontant sum for at skilles. Amtet bad om et afstemningsresultat inden for sognerådet; dette viste, at 7 stemte for, mens formanden, Niels Jensen, Vorbasse, stemte imod »fordi de stillede betingelser var for afvigende«. Da der herefter holdtes afstemning for kommunens beboere, afgaves i Vorbasse kun 36 stemmer, hvoraf de 28 stemte imod; i Hejnsvig stemte 221, hvoraf 218 stemte for adskillelsen. Endelig 13. februar 1915 vedtoges delingen:
L Arkivet skulle forblive i Vorbasse. 2. Hver kommune beholdt de i sognet værende skoler. Fra Nebel søgte en del børn til Gilbjerg, dels til Donslund skole. Denne ordning skulle vedvare, så længe der var plads i disse skoler. Derefter skulle børnene gå til Nebel skole. 3. Fattiggården skulle tilhøre Vorbasse kommune. Dog skulle Hejnsvig have lov at indlægge fattiglemmer mod at betale den af amtet normerede takst. 4. Kommunens plantage skulle tilhøre Vorbasse. 5. En kapital på 1000 kr. i Nebel sparekasse deltes. 6. En ejendom i Hejnsvig, hvoraf der var 8 kr. i årlig hyreindtægt, tilfaldt Hejnsvig. 7. Fattiglemmerne, som efter 1. april 1915 meldte sig til forsørgelse, skulle henhøre under den kommune, hvor de ved fødsel eller erhvervet opholdsret havde hjemme. 8. Hver kommune overtog sine veje. 9. Af gælden overtog Vorbasse forlods 12.500 kr. som vederlag for fattiggården. Et underskud på 2.729 kr. deltes lige. Der var ved delingen i kommunen 44 fattigunderstøttede og 64 alderdomsunderstøttede.

29. marts 1915 holdt det nye Vorbasse sogneråd sit første møde.5)
Formandsskabet: 1842 Anders Christensen Møller, Donslund mølle. 1843 Peder Pedersen, Skødebjerg. 1844 Peder Christensen, Donslund. 1845 Niels Bennetsen, Vorbasse. 1846-47 pastor Cramer. 1848 Peder Sørensen, Østervig. 1849-50 sognefoged Martin Hansen, Hejnsvig. 1851 -55 pastor Dybdahl. 1856 Møller Johnsen (1 måned). Derefter Niels Madsen, Nebel. 1857-58 Ivar Madsen Møller, Vorbasse. 1859-61 N. Jørgensen, Vorbasse. 1862-65 Møller Johnsen, Vorbasse. 1866-67 C. M. Andersen. 1868-79 Niels Madsen, Nebel. 1880-82 A. M. Møller. 1883 -84 Chr. Johnsen, Fitting. 1885-87 skovrider Sørensen, Høllund Søgaard. 1888-92 Niels Nielsen, Nebel. 1893-1906 Kristen Pedersen, Donslund. 1907-12 Niels Jensen, Vorbasse. 1913-15 J. Møller Christensen, Trøllund. 1915-25 assistent, senere skovrider Christensen, Slauggaard. 1925-29 Hans N. Hansen. 1929-43 Jens Petersen. 1943-50 Emil Geil. 1950-58 Walther Thomsen. 1958 Frederik P. Jensen. Administrationen varetoges indtil omkring 1940 af sognerådets medlemmer med en betydelig arbejdsbyrde knyttet til formandsposten. Carl Petersen var den første lønnede kasserer og havde bestillingen til sin død 1947. Han efterfulgtes af Anders Thirsgaard, som var kasserer til 1954. Der oprettedes da en kæmnerstilling, der 1. april 1954 tiltrådtes af Arne Jacobsen, som siden har været kæmner i kommunen.
I De gamles Hjem, der opførtes 1951 og har plads til 18 personer, indrettedes kommunekontor. Den stadig voksende kommunale administration nødvendiggjorde en udvidelse af kontorlokalerne, som gennemførtes 1962-63, hvorefter man har fuldt tidssvarende og smukke rammer for det kommunale arbejde, ligesom det velordnede arkiv er anbragt under forsvarlige forhold.

Sognefogder.
Peder Andersen i Fitting, til hvem et par spillemænd 1716 henvendte sig, for at han skulle hjælpe dem til at få deres hest, som var taget fra dem, tilbage, og som 1736 opkrævede tiende, synes at have været sognefoged.
Hans Chr. Hansen i Vorbasse nævnes ved udskiftningen 1784 som sognefoged. Om hans og de foregående sognefogders beføjelser vides intet. Ved kgl. forordning af 11. november 1791 indførtes en for hele landet ensartet ordning af sognefogedinstitutionen.
Niels Mortensen nævnes 1796.
Jens Hansen hører vi om 1816. Derefter nævnes atter Niels Mortensen 1822.
Wulf Christoffer Møller Johnsen var sognefoged under krigen 1864. Han efterfulgtes vist af
Niels Jørgensen.
Niels Madsen, Nebel, omkring 1875 og derefter hans søn
Niels Nielsen, Nebel.
Hans Nielsen Hansen, Vorbasse, der afløstes af sin søn
Peder Nielsen Hansen, "Mariesminde", Vorbasse..

Grindsted Vorbasse Museum: Sag nr. 0733 :
Landbrugsejendom, kro, vandrerhjem: "Østergaard", Vorbasse
Gården "Østergård" tilhørte i 1664 kongen og lå under Koldinghus. Fra 1670 kom den under et ryttergods og i 1721 solgt til Estrup. I 1773 blev "Østergård" solgt Christen Søllund, der siden afhændede den til fæsteren Hans Andersen. I 1792 blev gården udflyttet til dens nuværende placering på Østergade 43. "Østerviggård" har haft flg. fæstere og ejere: FÆSTERE 1664-? Laurids Hansen (fæster) o. 1688 Jens Pedersen (fæster) o. 1742 Chr. Christensen (fæster) o. 1760 Jørgen Christensen Søndergård (fæster) 1769-1773 Søren Mogensen (fæster) EJERE 1664-1670 Kongen 1670-1721 Ryttergods 1721-1773 Estrup 1773-1789 Hans Andersen 1789-1820 Søren Nielsen 1820-1855 Niels Bennetsen 1855-1873 Thomas Hansen 1873-1876 Else Marie Bennetsen 1876-1891 Jeppe Poulsen Nygaard 1891-1899 Niels Peter Degn 1899-1902 Jens Peder Jensen 1902-1908 Mads Thuesen 1908-1911 A/S Vorbasse Gæstgivergård 1911-1920 Ansgarius Madsen 1920-1932 Niels Hansen Nielsen 1932-1936 Valdemar Jensen 1936-1951 Anders Jensen 1951-1954 B. Fabricius Nielsen 1954- Knud Gottlieb
Litteratur:
Vorbasse - et hedesogns historie
Forfatter : Andersen, Valdemar
Altkl : Grindsted museums bibliotek
Udgivet : 1963
4.
woman Maren Bennetsdatter‏‎ #3999‎
Født ‎1787 Københoved, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døbt ‎17-05-1887 Skrave Kirke, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døde ‎07-02-1827 Skrave Sogn, Haderslev Amt‎, 39 eller 40 år, begravet ‎14-02-1827 Skrave Kirke, Skrave Sogn, Haderslev Amt
5.
woman Kirsten Bennetsdatter‏‎ #4000‎
Født ‎1788 Krogstrup, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døbt ‎14-09-1788 Skrave Kirke, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døde ‎05-08-1852 Estrup Mark, Malt Sogn, Ribe Amt‎, 63 eller 64 år, begravet ‎11-08-1852 Malt Kirke
6.
woman Anna Bennetsdatter‏‎ #4001‎
Født ‎1791 Krogstrup, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døbt ‎27-11-1791 Skrave Kirke, Skrave Sogn, Haderslev Amt‎
7.
man Peder Bennetsen‏‎ #4002‎
Født ‎1793 Krogstrup, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døbt ‎01-04-1793 Skrave Kirke, Skrave Sogn, Haderslev Amt, døde ‎11-08-1835 Københoved, Skrave Sogn, Haderslev Amt‎, 41 eller 42 år, begravet ‎18-08-1835 Skrave, Skrave Sogn, Haderslev Amt

www.slaegt.jermiinnielsen.dk

(c) Gunner Jermiin Nielsen 2020