Gunner Jermiin Nielsen: Min slægt.
man‎Søren Larsen Muus‏‎ [I1413]‎, søn af Lars Muus og N.N.‏.
Født ‎15 Maj 1609 Viborg Kilde til fødselsdato og sted er:
Universitets Biblioteket i Bergen: MS 101
"Adskilligt angaaende Biskop Christian Muus, nemlig Hans Liv og Levned med videre sc: En Samling af Vers giorte af ham ved adskillige Leiligheder"

Fra sidste halvdel af 17-tallet. 8 håndskrevne sider. Forfatter ikke angivet.

Dansk Biografisk leksikon opgiver fødselsåret til at være 1708
, døde ‎1693‎, 83 eller 84 år, begravet ‎26 Aug 1693 Christiania, Norge. Erhverv: Kornhandler
Vi effterschrefne, Pouel Lucassön, Anders Jacobsön Schomager, Hanns Bagger, Morten Jenssen dend ældre, Niels Houffuelsen, Berendt Platt, Gudmund Nielssen och Peder Anderssen Badsker, sampt Peder Erichssen, Pietter Lorentzen, Abraham Possemendtmager och Tord Pedersen Qvartermestere, samtlig Borger- och Laugrettismænd udi Christiania, Gjöre vitterligt, at vi efter louglig Anordning verit forsamblet paa Christiania Raad Stuffue, neruerende Aar 1661 dend 14, 15 oc 16 Augusti udi offuerverende erlig och velfornehme Mend Peder Jörgenssen, Jörgen Anderssen, Niels Lauridtzen och Gorris Frerichssen Raadmend, sampt Kong. May. Byefoeget Christen Christensen och Peder Suendtzen offuerformynder, deris Biivehr, oc det epter schriftlig ordre, at taxere alle Christiania Indbyggeres gaarder med viidere deris Handell oc Brug, oc til dess effterkommelse haffuer vii aff yderste Betenchende en hver Borgers Gaard saa oc alle andre giestlig oc Kongl. Betienere tillhörer, taxerit som fölger.

4. Pietter Lorentzens Qvarter. [= Nordre kvarter i Christiania]

Söffren v. de Muus, 150 rd, Haffuer ingen Brug.
TINGBOK for AKER 1681
Ved Gunnar W. Knutsen og Bodil Chr. Erichsen

f 17b Søren won der Muus borger och indvonner vdj Christiania med hans hustrues Øllegaard Olssdatter ja och sambtøche, frelsseligen haffuer solt skiødt och affhendt fra dennem och derris arffuinger, och til Thord Halffuorssen hans hustrue och derris arffuinger den gaard Winderen ligende her vdj Aggers herridt, som skylder aarlig halffandet skippund thunge med Biørneschiør skoug der vnder liggende skylder aarlig en ort alt med bøxel och tredie aars tage, ald forschreffne med ald herligheed vndertagen saugerne och saugfosssene med huis som nu til dennem ligger och aff arilds tid tilligget haffuer huilken Seigneur Hans Torgerssen och hans arffuinger vdj sit til Salige weledele Silbersten aff huilken Sørren von der Muus gaarden sig haffuer tilforhandlet, vdj hans skiøde haffuer sig for beholden til frelst odel och eiedomb, w=paaanchet i alle maader at niude med thømmer och bordleggene paa saugstedet, teedt ved saugerne sampt frj kiørssel vd och jnd fra den nordre alfarre veig och gade agger och eng forbj lige til saugerne vinter och sommer saa vidt saugbruget tilhørrer, men til Vinderen skal ligge det beste quernestøed til quernehuss och detz tilhør, j lige maade skal alle de bachoner som skierres paa saugerne bemelte Tord Halffuorssen nyde frj och frelst vdj alle maader, huorforre Tord Halffuorssen haffuer giffuet tre hundrede rixdaller, samme skiøde er vnder Søren von der Mussses egen hand och segel sampt Gudmun Nielsens och Olle Pederssens egne hender och sigenetter, Christiania den 6 Aprilis anno 1681:

Kilde: http://www.hf.uio.no/hi/prosjekter/tingbok/aker81tb.PDF (April 2005)
Bydel Vestre Aker [i Oslo]
Fra 01.01.2004 gikk Bydel Vinderen sammen med Bydel Røa til Bydel Vestre Aker.
Området strekker seg fra Frøen til Holmenkollen. Rundt 550 innbyggere i Marka og Sørkedalen får sine tjenester fra bydelen. Navnet henspiller på det eldste gårdsnavnet i Oslogryta, Aker, som lå ved Gamle Aker kirke og er fra eldre jernalder. Ved sammenslåingen hadde bydelen 40.587 innbyggere.

Folkemengden i bydelene varierer fra den minste, Bydel Bjerke med 24.448 innbyggere til Bydel Frogner med 45.640 bosatte pr 01.01.2005. Bydelene Vestre Aker, Nordre Aker, Alna, Østensjø, Nordstrand og Frogner har mer enn 40.000 innbyggere.
Befolkningstettheten i Oslo byr på store variasjoner, fra Bydel Sagene med 9,28 innbyggere pr dekar til Bydel Søndre Nordstrand med 1,80. Bydel

Vestre Aker disponerer 16 594 dekar, som utgjør 10,9 % av arealet i alt. Dette gir 2,44 innbyggere pr dekar, mot Oslos gjennomsnitt på 3,41.
Av Oslos 15 bydeler har bydelene Gamle Oslo, Grorud, Stovner, Alna og Søndre Nordstrand mer enn 30 % med innvandrerbakgrunn. I bydelene Ullern, Vestre Aker, Nordre Aker og Nordstrand var andelen innvandrere mindre enn 15 %. Bydel Vestre Aker er den eneste bydel som har flere vestlige enn ikke-vestlige innvandrere, henholdsvis 5,5 og 5,4 %, i alt 10,9 %.
Når det gjelder utdanning, ligger Vestre Aker i tet med 53,6 % av befolkningen på universitets- og høyskolenivå og med den høyeste gjennomsnittsinntekt.

Pr. 01.01.2004 hadde bydelen den laveste andel uførepensjonister i Oslo, 4,7 % av befolkningen 18-66 år. Også når det gjelder arbeidsløshet, hadde bydelen de laveste tallene, 416 pr 01.01.2004.
Bydelsadministrasjonen ligger på Røa.
Bydelsnavnene
Bydel Vinderen fikk navnet sitt fra gården Vinderen, hovedbygningen ligger fremdeles i Tunfaret 11. På norrønt var navnet Vindarin. Vind er sannsynligvis et eldre navn på Sognsvannsbekken og kommer av den vindede, snodde bekken, deltaet like nedenfor Vinderenfossen like ved gården. Endelsen –ern er sannsynligvis en suffiks uten mening (som i Stav-ern og Blind-ern), men i gamle kilder ble gårdsnavnet oftest skrevet Winderen eller Vinderen.
Bydel Vestre Aker har navnet sitt etter det tidligere herredet (kommunen) Aker, som fra 1. januar 1948 ble slått sammen med Oslo. Den hadde igjen navnet etter den eldste gården i herredet, Aker, som lå ved Gamle Aker kirke. Bydel Vestre Aker er den nordvestligste delen av det tidligere herredet Aker. Aker herred var opprinnelig ett kirkesogn, som i 1861 ble delt i to, Vestre Aker og Østre Aker. I 1906 ble Vestre Aker igjen delt i to sogn, Vestre Aker og Ullern, som var administrative sogn fram til 1948.

Kilde: http://www.vinderenhistorielag.no/kode/omv.html (februar 2008)

Gift ‎mellem 1 Feb 1648 og 1 Apr 1648 Kan ikke kontrolleres i kirkebogen, der ikke findes. med:

womanØllegaard Olufsdatter‏‎ [I1414]
Født ‎23 Dec 1620 Viborg Fødeselsdatoen kan beregnes udfra dødstidspunktet og den angivne alder., døde ‎03 Okt 1703 Ribe Bispegaard, Ribe, Ribe Amt‎, 82 år, begravet ‎10 Okt 1703 Krypten i Ribe Domkirke 1703
Oktober
d. 10 blev Øllegaard Olufsdatter Velædle og Højstnaadige H. Biskoppens Moder begraffet, som døde d. 3 dito, gammel 82 Aar, 9 Maaneder og 11 Dage

_______________
Hun må altså være født 23 december 1620
_______________

Kistepladen angiver gravstedet

Kisteplade fra P. Kragelunds Krypt i Ribe Domkirke.
1703. Ølegaard Olufsdaatter, som er født i Wiborg 2.jan. 1621. Har levet i ægteskab med Søren Larsen Muus i 44 år og 4 måneder, og imidlertid af Gud velsignet med tre sønner og to døtre, af hvilke to sønner og to døtre for­længst er hensovede, og den ene søn, Christian Muus, biskop over Ribe stift, sørgelig igenle­ver. Levede 11 år og 3 måneder som enke og hensov i hendes kær(!j søns residence i Ribe 3. okt. 1703. Herunder sørgedigt forfattet af C. Muus. - Terpager 1714, s.31.

Børn:

1.
unknown‎Christian Muus‏‎ [I2594]‎
Født ‎1650, døbt ‎22 Nov 1650 Oslo Domkirke Søffren Laursøn, og Øllegaard Olufsdatters barn Christian, begravet ‎07 Okt 1654 Er dette Christian født i 1650?

2.
manChristian Sørensen Muus‏‎ [I125]
Født ‎26 Okt 1656 Christiania, Norge, døde ‎10 Dec 1717 Præstens stue i Svendborg‎, 61 år, begravet ‎31 Dec 1717 St. Knuds Kirke, Odense, Odense Amt Biskop Christian Muus' begravelse (Mumme 240). En gammel begravelse med kuglehvælv, dvs. krydshvælv med stikkapper; 4 alen lang, 4 alen 15 tommer bred (2,51x 2,90 m). Ved pille nr. 2 (g); mellem midtskibets 5. og 6. fag. 1779 og 1787 belagt med nye bjælker. Tidligst nævnt som biskop Muus' begravelse 1717.
Begravelser: Christian Muus, død 11. dec. 1717, begr. 31. dec. s.å., dog midlertidigt hensat i Podebusks begravelse (s. 873); bispinde Muus' (Vibeke Lund) søsters lig, nedsat i hendes åbne begravelse i kirkens store gang, antagelig her, 4. febr. 1726; Vibeke Lund, g.m. førstnævnte, død 2. febr. 1755, begr. 14. febr. s.å. Christiana Muus, begr. 27.juli 1757; frøken Muus, begr. 7. juli 1758; endelig frøken Muus, begr. 15. juli 1763.
Kilde: Danmarks Kirker, S. Knuds Kirke
. Erhverv: Præst i Aurskog, Christiania Stift, Norge (‎mellem 1679 og 1686), Præst i Aas Sogn, Christiania Stift, Norge (‎24 Aug 1686), Herredsprovst i Christiania (‎1693), Stiftsprovst i Christiania (‎1694), Sogneprest ved Vor Frelsers kirke (Oslo Domkirke) (‎mellem 7 Aug 1694 og 1701) Geir Kamsvaag Berntsen, Visby, Gotland, 28.04.2005 22:59 (5)
Om den Christian (Christen) Muus som ble prest i Christiania 1694-1701 (var ved innvielsen av vor Frelsers Kirke 07.11.1697), har jeg notert at han var sønn av en innvandret jyde. Det siste har jeg ikke henvisninger til her, men jeg våger meg på dette allikevel.
Denne Christian Muus er altså den samme som ble biskop i Ribe Stift 1701-1712 og dernest biskop i Odense.
Gift 19.04.1702 i vor Frelsers Kirke med Wiwiche Lund.
Kilde: http://digitalarkivet.uib.no (April 2005)
http://www.vigerust.net/oslo/christiania1624embedsmenn.html (februar 2008)
, Biskop i Ribe (‎mellem 6 Aug 1701 og 1712), Biskop i Odense (‎mellem 1712 og 1717)

Christian Muus
Af Bjørn Kornerup i Dansk Biografisk Leksikon, 10. bind, Red. Sv. Cedergreen Bech, 1933-44, 3. udg.
(Kan læses på: (August 2010)

Muus, Christian (el. Christen), 1656-1717, biskop. f. 26.10.1656 i Kristiania, d. 11.12.1717 i Svendborg, begr. i Odense (Skt. Knuds k.).
F: kornhandler Søren M. (ca.1608-93) og Øllegaard Olufsdatter (1621-1703).

Gift 1° 8.7.1680 i Kristiania med Helle Christensdatter, døbt 22.8.1662 i Kristiania, d. 1701, d. af byfoged Christen Christensen (d. 1686) og Lisbeth Bendixdatter (Ahlefeldt?).
Gift 2° 19.4.1702 i Kristiania med Vibeke Lund, antagelig døbt 16.4.1677 i Kristiania, d. 2.2.1735 i Odense, d. af etatsråd, justitiarius i Kristiania overhofret Christen L. (1624-91) og Margrethe Jespersdatter (død tidligst 1696, gift 1° med købmand i Kbh. Henrik Rosenmeyer, d. 1658, gift 2° 1661 med landkommissarius Johan Garmann, 1610-73, gift 1 ° ca. 1640 med Maren Dop, d. 1654).

Efter at være blevet student 1675 fra Kristiania (Oslo) studerede Muus i Kbh. hvor han 1677 tog både teologisk attestats og magistergraden. I denne tid havde han desuden det held at vinde en virksom beskytter i den norske statholder Ulrik Frederik Gyldenløve. 1679 drog han ud på en udenlandsrejse, men kom ikke længere end til Hamburg, da han blev kaldt hjem for at blive præst i Urskog i Norge. 1686 forflyttedes han til Ås, blev ca. 1693 provst, 1694 stiftsprovst i Kristiania og 1701 biskop over Ribe stift. Han synes ikke at have gjort sig afholdt i denne stilling; der klagedes bl.a. over, at han ved at kræve bestikkelser og lignende skulle have skaffet sig økonomisk fordel af præsterne og i øvrigt have ført et skamløst levned, og efter en anonym angivelse blev det 1711 pålagt stiftamtmanden i Ribe at undersøge hans forhold. Formodentlig må han dog have kunnet klare sig, for 1712 blev han biskop i Odense. Heller ikke her herskede der ubetinget tilfredshed med ham, og 1717 blev han på ny (sammen med stiftamtmanden og Odense bys øvrige gejstlighed) underkastet en kommissions efterforskninger, men heller ikke denne synes at have kunnet overbevise ham om alvorlige forsyndelser. Muus hører ikke til Danmarks betydelige bispeskikkelser, og med rette eller urette havde han mange fjender hvis opfattelse for lange tider bestemte dommen over ham (jfr. særlig Erik Pontoppidan). Andre kirkehistorikere (især J. C. Bloch) har dog ment at der med al indrømmelse af de svage sider ved hans personlighed var grund til også at fremhæve positive træk. Mest kendt er han blevet som lejlighedsdigter, og uden tvivl har denne færdighed været medvirkende til at skaffe ham de høje embeder han ved hoffets gunst opnåede. Foruden spredte vers kan nævnes Den Norske Løve, 1683, om og til U. F. Gyldenløve, og Gothers og Venders Ære-Minde, 1709, en velkomsthilsen til Frederik IV. De bugner af smiger og overflødig lærdom.
Mal. (Ribe domk.). Stik af A. Reinhard, 1717.
Litteratur:
Erik Pontoppidan: Annales ecclesiæ Danicæ IV, 1752 114f.
J. C. Bloch: Den fyenske gejstligheds hist. 1, 1787 181-206.
H. P. Mumme: St. Knuds kirke i Odense, 1844 240 275.
Fra Fyens fortid, udg. G. L. Wad II, 1916 424; IV, 1924 63 67.
Hugo Matthiessen m.fl.: Ribe bys hist., 1929 245f 290-93 311.
Christian Muus
(1712-17)
Kilde; Vilhelm Bang. Fyens Stifst Biskopper, 1903, side 44 ff.
(august 2018)

Christian Muus er den første af de to Nordmænd, der kom til at beklæde Fyens Bispestol. Han blev født 26de Oktober 1656 i Kristiania, hvor hans Fader, Søren Muus, der døde 1692 eller 1694, var Kjøbmand; Moderen Øllegaard Olufsdatter døde 1703 i Huset hos Sønnen, medens han var Biskop i Ribe. 1675 blev han Student fra Kristiania Latinskole, studerede derpaa i Kjøbenhavn, hvor han Pinsedag 1677 i Trinitatis Kirke holdt en Prædiken paa Latin, tog samme Aar først theologisk Attestats med Berømmelse og derpaa Magistergraden, da han endnu manglede et Fjerdingaar i 21 Aars Alderen. Om Efteraaret drog han tilbage til Norge i den Tanke derfra næste Aar at tage til Holland for at besøge fremmede Universiteter, men kom først paa Rejse i Foraaret 1679 og naaede ikke længere end til Hamborg, da han, i stedet for at blive Lektor i Theologi ved Gymnasiet i Kristiania, hvilket halvvejs havde været lovet ham, blev kaldt tilbage for at blive Præst i Urskov i Kristiania Stift, 1686 i Aas i samme Stift, 1693 Provst og 1694 Stiftsprovst i Kristiania; disse Udnævnelser skyldtes for en Del den Gunst, han nød hos Frederik den Tredies uægte Søn Ulrik Frederik Gyldenløve, som i en Aarrække var Statholder i Norge, og hvem han overvældede med Smiger baade i ubunden og især i bunden Stil. Thi han var i Besiddelse af den Gave at kunne lave let flydende Vers, som ved given Lejlighed nok kunde gjøre deres Virkning; at skrive en Ansøgning om et Embede paa Vers blev i de Dage anseet af de højere staaende som en særlig Høflighed, man gjerne tog Hensyn til, og endnu hen i det nittende Aarhundrede kunde det ske, at en Mand indgav en Ansøgning til Kancelliet i bunden Stil og virkelig fik sit Ønske opfyldt.
Man skulde tænke, at Chr. Muus, der jo i en forholdsvis ung Alder var kommen i en god og anseet Stilling i sit særlige Hjemland Norge, vilde være forbleven der for at vente paa en norsk Bispestol; men han mente anderledes. Da den Ribe Biskop Ancher Anchersen 19de Juni 1701 var død efter et kort Sygeleje, indsendte Muus allerede 2den Juli, altsaa sagtens lige efter, at Underretningen om Dødsfaldet var kommen til Norge, til Kongen sin Ansøgning om Ribe Bispedømme:
»Stormægtigste Monark, Bisp Anker siges død
Og Riber Stift vakant; Ens Død en Andens Brød;
Vil Gud, Kong Frederik, jeg bliver lykkelig,
Indtil jeg ogsaa døer, jeg takker ham og Dig.«
Da han 6te August var bleven udnævnt, sendte han Kongen følgende Takskrivelse:
»Stormægtigste Monark, som af Guds Forsyns Drift
I Naade kaldte mig herfra til Riber Stift,
I Støvet for Din Fod min Pen sig bøjer ned
Og takker Gud og Dig for samme Værdighed.«
Kuriøst nok havde Præsten Gert Wienecken ved Holmens Kirke ogsaa ansøgt om Bispeembedet i Ribe paa Vers, der ligne Muus' i saadan Grad, at man maa tænke, det næsten har været en staaende Formel:
»Stormægtigste Monark, Bisp Anker siges død; Hjelp fattig Holmens Præst til dette Stykke Brød«;
men Kongen siges at have skrevet paa Ansøgningen :
” Ærværdig Mester Gert, Bisp Anker er vel død; Men Du ej værdig til at nyde saadant Brød.”
Den lille poetiske Gave, eller rettere den Færdighed i at rime, som Chr. Muus var i Besiddelse af, benyttede han ved mange Lejligheder, saaledes til at skildre Begivenheder i Kongehuset, naturligvis i højtravende Toner. Det kan nok være, at Biskop Muus mangen Gang senere i Livet har ønsket, at han aldrig var kommen tilbage til Danmark; thi det var ikke lykkelige Aar, han tilbragte her som Biskop, hverken i Ribe eller senere i Odense, og det kan ikke skjules, at han for en stor Del selv havde Skyld deri. Han kom først ved Pinsetid 1702 til Ribe, hvor hans gamle Moder allerede tidligere var indtruffet med nogle af hans Børn. Han havde, kan man godt sige, det Uheld, at hans Formand, Biskop Ancher Anchersen havde været almindelig afholdt baade af Gejstligheden i Stiftet og af Ribe Bys Borgere tor sin milde og jevne Optræden, og nu var man rede til at drage Sammenligning mellem den døde og den levende Biskop, men denne faldt ikke ud til Fordel for den sidste, hvem man almindelig beskyldte for Hovmod og Pengegriskhed. For en Sikkerheds Skyld lod han allerede i Ribe de Mænd, han ordinerede til Præster, give en skriftlig Erklæring om, at de Intet havde ydet ham for at komme i gejstlig Stilling. Man beskyldte ham for at have paalignet Gejstligheden Skatter, som han saa benyttede til sin egen Fordel, og ligeledes mente man almindelig, at naar han kom omkring paa sine Visitatser, benyttede han Lejligheden til af Præsterne at laane Bøger, som han altid glemte at levere tilbage; det gik endog saa vidt, at det blev en Talemaade »at muse« i Betydningen at laane Bøger. Forøvrigt rettedes den samme Beskyldning mod hans samtidige Bartholomæus Deichmann, som 1700-12 var Biskop i Viborg og 1712-30 i Kristiania, og som i Frederik den Fjerdes Tid spillede en meget betydelig politisk Rolle. Det fortælles, at da Biskop Muus engang var paa Visitats - men om det var i Ribe Stift eller i Fyens Stift, berettes ikke - hos en Præst, der var bekjendt for at eje et stort Bibliothek, blev Biskoppen meget forbavset over i Præstens Studereværelse at se de tomme Reoler staa og gabe ved Væggene; paa Spørgsmaalet om, hvor de mange berømte Bøger vare, som han havde haabet at se, viste Præsten ham nogle Sække, der vare hængte op under Loftet, samt nogle tilspigrede Tønder og Kasser; og da Biskoppen videre spurgte, hvorfor han dog gjemte sine Bøger paa saadanne underlige Steder, svarede Præsten, at det var for at have dem i Fred for Mus, hvilken Spydighed Biskop Muus forstod saa godt, at han for Fremtiden blev helbredet for denne sin Svaghed. Mest Bryderi havde Biskop Muus af en Æventyrer ved Navn Anders Pedersen Harkroug, der var kommen til Ribe omtrent samtidig med Biskoppen for at restaurere Malerier i Kirkerne og andetsteds; han var født 1663 og af god Familie; hans Fader, der havde været Provst og Præst i Øster- og Vester-Hassing i Vendsyssel, var Sønnesøn af Aarhus Stifts femte Biskop (1593-1627) Jens Gjødesen eller Ægidius; han havde først været Lakaj, derpaa Skriver, saa havde han lært Malerprofessionen og rejst i Tydskland, senere var han bleven Toldvisitør i Ribe, og han søgte om Bestalling som Prokurator, hvilket dog blev ham negtet; han var i alle Retninger en daarlig Person, ogsaa i moralsk Henseende; ondskabsfuld og løgnagtig var han i høj Grad og synes at have gjort det til sit Livs Opgave i alle Maader at fortrædige Muus. Da denne, som anført, havde mange Fjender og hans Optræden baade som Biskop og som Menneske sikkert har ydet mange Blottelser, var Anders Harkroug et villigt Redskab til at skade og chikanere ham; og der er ingen Grund til at tvivle om, at det har været ham, som har staaet bag ved den Klage, der blev indgivet til Regjeringen over Biskoppen, og som ogsaa havde til Følge, at det 1711 blev befalet, at Forholdene skulde undersøges ved en dertil nedsat Kommission. Man har undret sig over, at Biskoppen 1712 blev forflyttet til Odense Bispestol, men Sagen har formodentlig været den, at Regjeringen har anseet det for heldigst, at han kom ind under andre Forhold i et andet Stift, og saa har den vel ladet Undersøgelserne standse; i hvert Fald vides det ikke, at Kommissionen har afgivet nogen Erklæring. Men dersom Meningen og Haabet har været, at det skulde gaa bedre paa Fyen end i Jylland, da skuffede man sig højlig; det gik snarere værre end bedre, og dertil har vel bidraget, at hans stadige Plageaand Anders Harkroug flyttede efter ham til Fyen, hvor han fik Ansættelse som Fyrværker ved Artilleriet, og bestandig vedblev at forfølge ham og opægge Andre imod ham, saa den stakkels Biskop levede paa Fyen i Kiv og Strid og stadige Processer, men for en stor Del laa Skylden hos ham selv. Og hans mærkværdigt udfordrende Optræden rygtedes snart paa højere Steder, saa engang, da Kongen rejste gjennem Fyen og Biskoppen gjorde ham sin Opvartning, skal Kong Frederik have givet ham en haard, men velfortjent Irettesættelse og Formaning om dog for Fremtiden at bære sig anderledes ad; men Meget hjalp det ikke. 1717 indgaves der igjen en anonym Anklage, denne Gang baade mod Stiftamtmanden, mod Biskoppen og hele Odense Gejstlighed; Biskoppen blev bl. a. beskyldt for at have taget ulovlig Skat af Præsterne og for at have holdt Horehus, idet hans Tjener havde besvangret en af Pigerne i Bispegaarden; skjønt Anklagen var anonym og altsaa rettest burde have været henlagt, uden at der var blevet taget Notits af den, blev der dog nu igjen nedsat en Kommission for at undersøge Forholdene; at det har seet truende nok ud for Biskoppen, fremgaaer af den Yttring at et af Kommissionens Medlemmer, den theologiske Professor Hans Bartholin, at han haabede nok at skulle komme til at »banke Støvet af Bispens Fløjelskjortel«. Kort efter skulde der holdes Jubelfest for 200-Aaret efter Reformationens Begyndelse; Biskop Muus skulde prædike i St. Knuds Kirke, men alle de Ærgrelser og Krænkelser, der vare overgaaede ham, havde saaledes nedbrudt ham, at han ikke magtede at føre Jubelprædikenen til ende, saa den gik i stykker. I December foretog han sig, svækket som han var paa Sjæl og Legeme, en Visitatsrejse til det sydlige Fyen, men han døde 10de Decbr. 1717 i Frue Præstegaard i Svendborg, hvor den Stue, i hvilken han døde, længe gik under Navnet Bispestuen. Sognepræsten Poul Jakobsen Langeland udbad sig af Magistraten at faae de Udgifter erstattede, som han havde havt i den Anledning og derved, at Biskop Muus to Gange om Aaret paa sine Visitatsrejser til og fra Lolland havde logeret hos ham. Som det tilstrækkeligt tydeligt vil fremgaa af det ovenfor anførte, var Biskop Muus langtfra at være almindelig yndet, og han er bleven meget ufordelagtigt bedømt, om end vistnok i flere Henseender med Urette eller Overdrivelse; der maa dog ogsaa mindes om, at da han var bleven forflyttet fra Ribe til Odense, var der en del Præster i Ribe Stift, som udtalte deres Beklagelse derover, da de nødig vilde have været af med ham. Og naar det stadig hedder, at han benyttede sit Embede til at berige sig paa en mindre hæderlig Maade, maa det dog tilføjes, at han efterlod sin Familie i meget trængende Omstændigheder, saa den Beskyldning synes ikke at kunne have havt synderligt paa sig. Han var en kjærlig og omhyggelig Familiefader og en god Søn mod sin gamle Moder, der døde hos ham i Ribe Bispegaard. Han var gift mindst to, maaske endog tre Gange. Naar det i en Slægtfortegnelse over Familien Bering (fra 1749) skrives, at en Datter af Borgmester og Landstingshører Frands Bering i Viborg, Maren, var Biskop C. Muus's første Hustru, er dette dog vistnok temmelig tvivlsomt, om det forholder sig saaledes, da alle andre Kilder tie derom, eller om maaske, hvad ikke saa sjeldent sker, Familietraditionen har været unøjagtig og vildledende. Hvis det virkelig forholder sig saaledes, maa han første Gang være bleven gift i en meget ung Alder, idet han nemlig 8. Juli 1680, altsaa ikke 24 Aar gammel, ægtede Helle Christensdatter, hvis Fader Christen Christensen var Byfoged i Christiania og hvis Moder var af den adelige Familie Ahlefeld; denne hans Hustru døde 1701 og var Moder til 3 Sønner og 3 Døtre, af hvilke 6 Børn dog de 3 døde kort efter Ankomsten til Ribe; 1703 blev Datteren Øllegaard gift med Præsten i Hjerm Jens Jermiin, der tillige var Godsejer og ejede Ausumgaard, hvilket Gods af hans Søn, som 1750 blev optaget i Adelstanden, oprettedes saa et Stamhus for Efterkommerne. Biskop Muus ægtede 19. April 1702 i Christiania Vibeke Lund, Datter af Justitiarius i den derværende Overhofret, Christian Lund; hun døde først 1755 i Odense, hvor hun levede i trange Kaar med to Døtre; tre Sønner af dette Ægteskab døde som smaa. I sine Optegnelser om Børnenes Fødsel anfører Biskoppen samvittighedsfuldt, under hvilke Stjernebilleder Børnene vare fødte. Denne sin sidste Hustru elskede Biskop Muus ganske overordentligt, og han priser hende i saa høje Toner, at det i altfald ikke falder ganske i vor Tids Smag, naar han skriver: «Gud, der har givet mig denne Hustru, der til min store Ære og til mit Hjertes alsomstørste Glæde og Fornøjelse er Dyden selv, saa hjerteædel og ejegod og med saa store Kvaliteter og Dyder begavet, at dersom jeg kunde foreskrevet min Gud, hvorledes han skulde giftet mig, havde jeg glemt meget, som hans Forsyn og Naade har ihukommet og udi denne Himmelgave forlent og beskæret mig og mine Børn. Gud, der saaledes har opfyldt mit Hjertes Begjæring i de timelige Ting, velsigne vort Ægteskab og give mig den Naade, at jeg saaledes sætter Pris paa denne uskatterlige Skat og for mig og mine Børn umistelige Ægtefælle, at jeg ikke for mine Synders Skyld skulde miste hende, men at hun maa leve og være mit Hus's Ære og min Alderdoms Trøst.
Jeg meget ventede, men har langt mere funden,
Derved min Hjertesorg aldeles er forsvunden;
Saa from og ejegod, saa dydig er min Brud,
At ingen bedre kan begjæres ud af Gud».
Hun var ham ogsaa en god Hustru, der, som det hedder, ”brugte sine Fuldkommenheder til at styre hans Sinds naturlige Heftighed” - hvad der unegtelig nok kunde gjøres behov. I St. Knuds Kirke stod i det Mindste til henimod Midten af det nittende Aarhundrede, og maaske endnu længere, en simpel Kiste, hvori glemtes Levningerne af en Dame med to balsamerede Katte. Hvem denne Dame har været, derom vare Meningerne delte; Nogle sige, at det var Liget af Bispinde Muus, som i levende Live havde holdt utrolig meget af Katte, og da hun mærkede, at Døden nærmede sig, begjærede hun, at hendes to Yndlingskatte maatte følge med i hendes Kiste; Andre mente, det var en Frøken von Westen, atter Andre, at det var Karen Stephansdatter Rahm.
I Ribe Domkirke hænger et maleri af biskop MUUS, men det er ikke helt klart, hvilket billede, det drejer sig om. Se teksten og billeder Muus1 og Muus2. Derimod er kobberstikket muus3 rigtig nok af Muus.

Biskop i Ribe 1701-1712.
I 1701 fik han lov til i det følgende år at rejse til Norge i 4 mdr. for at bringe sine sager der iorden, og i samme år fik han lov at skifte med sine børn. I 1710 klagede høreren T. Termansen over ham for vilkårlighed. Han havde sammenstød med vinkelskriver A.P. Harkroug. I 1705 affyrede Jep Andersen, der netop var kommet hjem fra en rejse, sine pistoler uden for biskoppens hus med det resultat, at biskoppens søn, Ulrik, hans famulus, Blichfeldt, og en tjener overfaldt Jep Andersen og hans hustru. Hans Tjenestefolk anklagedes i 1711 for smuglerier. 1712 solgte han sin have ved skibbroen.
Litteratur:
Mumme: St. Knuds kirke pag.- 240. -
L. Dåe: Det gamle Christiania pag. 146. -
Fyhn: Kolding pag. 390. - Bloch: Den fynske gejstligheds historie I 176-206. -
Jyske samlinger IV 295 og VII 176-78. -
Birkerods dagbog pag. 486


Kilde: "Fra Ribe Amt, 1928-31, side 318", hvori findes flere
kildehenvisninger. GN.
____________

Christian, Muus. Biskop i Ribe 1701 -1712.
Med ham kom atter en Nordmand til Bispesædet. Muus var en Mester i Tidens sirlige Versemageri med krybende Smiger for de store, men ellers mere berygtet end berømt paa Grund af sin Selvbevidsthed, Egenraadighed og Gridskhed, der skaffede ham mange Fjender. Han døde 1717 som Biskop over Fyns Stift.
Jørgen Larsen, Bisperækken i Ribe Stift, s.271 i Ribe Bispesæde 948-1948 (1948).

____________

Fordeles de nu eksisterende Portrætter i Kirken som her foreslaaet, skulde da foruden Poul Madsens baade Hemmets (t 1614) og Jersins (i 1629) Portrætter ikke længere eksistere; intet Bispeportræt fra deres Tid findes i Kirken.
Mens de hidtil nævnte Portrætter er Knæstykker eller Halvfigurbilleder, er de følgende Portrætter alle Brystbilleder. Ældst er efter Typen tre Billeder malede som Ovalbilleder med graalige, afrundede Hjørner. De synes udførte samtidig under Indflydelse af en Maler af Slesviger-Skolen og har de Ussingske Paaskrifter: "Kragelund?", "A. Anchersen? og "Chr. Muus?; typologisk set passer Rækkefølgen efter Kostumerne (Allongeparykker), men ikke helt efter Navnene. De tre efter Lodberg følgende Bisper var Ancher Anchersen, Chr. Sørensen Muus og Hans Ocksen. Af Biskop Ancher Anchersen kendes et Kobberstik fra 1725 af A. Reinhardt efter et ukendt Maleri (S. 189), og et dermed overensstemmende Maleri paa Wiedewelts Epitafium i Kolding (S. 190), antagelig fra 17711'). Stikket viser en glatraget Præst med Kalot og en meget stor, tredobbelt-pibet Krave. Haaret ligger langt ned paa Kraven. Dette Stik har ikke slaaende Lighed med noget af de tre Portrætter, mest med det som kaldes "Kragelund?a (S. 191) . Det fremstiller en glatraget Præst med langt bølget Haar, som naar Pibekraven; denne har tredobbelte Piber. Han har hvidt Halsbind indenfor. Næsens Form, det lidt skelende Øje og hele Øjenpartiet, den fyldige Hage, mindre Omgivelserne ved Munden, synes ens paa "Kragelund?" og paa Stikket. Man maa da antage, at "Kragelund?"-Maleriet forestiller A. Anchersen og er malet kort før hans Død 1701.
Den følgende Biskop var Chr. Sørensen Muus, meget omtalt og meget omstridt i sin Tid. Han forflyttedes i 1712 til Bispestolen i Odense, men der findes hans Billede ikke i Bisperækken i St. Knud. Derimod har man et Kobberstik fra hans seneste Aar, udført af A. Reinhard 1717. Det viser (S. 193) en Præst med et langt, naturligt faldende Haar, skilt i Midten og hængende ned over Pibekraven, ligesom paa det saakaldte "Kragelundske" Billede. Pibekraven er meget stor; han har et Halsbind under Pibekraven. Et af de to resterende Portrætter i den malede Oval og med Allongeparyk skulde da forestille ham, men intet af dem har umiddelbar Lighed med Muus-Stikket; men maaske kan man i Billedet, kaldet "A. Anchersen?" (S. 192), trods Haaret, finde Lighedstræk i den store Næse, det fremspringende Hageparti og de udstaaende Kindben, Ansigtets langagtige Form, den faste Mund, og da antage, at dette Billede forestiller Chr. Muus. At det ikke kan være A. Anchersen, er givet; Præster fra hans Tid brugte ikke slige Parykker.
Det sidste af de som Ovaler malede Portrætter forestiller efter Paaskriften "Chr. Sørensen Muus?" (S. 195). Det har Allongeparyk og en enklere Krave end det foregaaende Billede og viser en yngre Mand. Det skulde da være den tredie af de nævnte Bisper, Biskop Johannes Ocksen. Vel findes der i Serien et Portræt med hans Navn, et Billede med en kort, pudret Paryk fra Midten af 18. Aarh., og et lignende hænger ogsaa i Aarhus Domkirke, men det er en moderne Kopi, saa det tæller ikke med. Efter sit Kostume kan det som "Oxsen" betegnede Portræt (S. 197) næppe med Rette bære denne Benævnelse. Hvis Bispeserien skal være komplet, og hvis Portrættet, som kaldes "Muus? hører til den, hvad meget tyder paa, tør man efter dets Dragt slutte, at det forestiller Biskop Johannes Ocksen, af hvem ellers intet Billede kendes.
Otto Andrup, Bispebilleder i Ribe Domkirke s.194-198 i Ribe Bispesæde 948-1948 : Festskrift i Tusindaaret / Redaktions-Udvalg: C. I. Scharling ... et al.. - København : Samlerens Forlag, 1948.
Kisteplade fra P. Kragelunds Krypt i Ribe Domkirke.
1703. Ølegaard Olufsdaatter, som er født i Wiborg 2.jan. 1621. Har levet i ægteskab med Saren Larsen Muus i 44 år og 4 måneder, og imidlertid af Gud velsignet med tre sønner og to døtre, af hvilke to sønner og to døtre for­længst er hensovede, og den ene søn, Christian Muus, biskop over Ribe stift, sørgelig igenle­ver. Levede 11 år og 3 måneder som enke og hensov i hendes kærlig søns residence i Ribe 3. okt. 1703. Herunder sørgedigt forfattet af C. Muus. - Terpager 1714, s.31.
Christian Muus omtales i 1686 i tingbogen for Aker i Norge:
9,, Fra magister Christian Muus blef wed hanss suoger Monseigneur
Christen Christensen fremgifuet hans skriftlige jndleeg daterit ?? dend
17,, Aprilis 86 =
TINGBOK for AKER 1686
Ved Gunnar W. Knutsen og Bodil Chr. Erichsen
5 = Jligemaade forretning ved Aarsle Herr Boes?? sauger i Aadahlen

pass: 26,, Martj,, 86 =

Fuldmegtigen Jacob Jacobsen, foregaf udj retten at hand

ey hafde noget skriftligt at jndgifue angaaennde

magister Christian Muuses, sauger eller brug, eftersom

hand hafuer weret der saa vel som paa de andre steeder

mens ey noget befunden, wden allene 9,, gamle stoke

thømer som for nogen thied siden schall were didførte, mens

iche eigendtlig kunde forklare om de er komen der

siden magister Christian kom der til steden eller før -

6,, Noch een forretning ved Herr Mogens Jansens sauger paa Fædt

pass:
29: Marty: 86 =

Wiidere skriftlig er iche af bemelte fuldmegtig jndgifven

alleene begierede jndstefnte prouf at fremesches til

forklaring om det som de ere stefnte thiil

Herimoed oc til sagen at suahre mødte af de jndstefnte

hæderlige mænd først fra Herr Jens Cølstrup paa Næs

hans thienistekarl nafnlig Thruels Hansen : som jndgaf hans

7,, fremschikede jndleg daterit Brustad prestegaard dend 16,, Aprilis 86,,

hafde ey wiidere at jndgifue -

8 = Herr Caalbiørn Thorstensen {...} sogneprest til Sørum loed ved Peder

Andersen fremgifue hans skriftlige jndleg, daterit 17 Aprilis

anno 86 =


9,, Fra magister Christian Muus blef wed hanss suoger Monseigneur Christen

Christensen fremgifuet hans skriftlige jndleeg daterit ??

dend 17,, Aprilis 86 =


Kilde
https://www.hf.uio.no/iakh/tjenester/kunnskap/samlinger/tingbok/bibliotek/aker86tb.pdf
Jyske lov i Christian Muus's besiddelse:
Det ældste kendte håndskrift af Jyske Lov, fra slutningen af 1200-tallet, er i dag opbevaret på Kungliga Biblioteket i Stockholm. Hvordan det er kommet til Sverige vides ikke - det var i ribebispen Christian Muus' besiddelse i begyndelsen af 1700-tallet.
Kilde: http://www.biblioteksvagten.dk/videnbase_svar.asp?qaid=18030 (juni 2008)
Denne lov må betegnes som en feudalret, idet den søgte at regulere forholdet mellem herrerne (kongen, bisperne, verdslige stormænd) og deres mænd eller vasaller. Den synes aldrig at være blevet vedtaget, hvilket forklarer, at teksten kun er overleveret i dette ene manuskript. En sammenligning af tekstens hånd med de i original bevarede diplomer11 tyder på, at den hånd, der har skrevet lovforslaget af 1276, kunne stamme fra slutningen af det 13. århundrede. Niels Skyum-Nielsen kunne senere identificere skriveren med den såkaldte Thomas G, som havde skrevet et i 1279 udstedt diplom.12 Da lovforslaget af 1276 og dommen fra 1245 er blevet indføjet af Thomas G der, hvor der var plads i codex, må denne være blevet skrevet senest omkring 1280, men kan teoretisk være ældre. Det er derfor muligt, at lovforslagets tekst er den originale version, der blev forelagt danehoffet i 1276. Det vigtigste resultat af den ændrede datering er dog, at C 37 nu må anses for det ældste manuskript af Jyske Lov og dens fortale, mens trolddomskapitlet er blevet tilføjet senere.
Codex synes oprindelig kun at have omfattet bladene 1-65 med Jyske Lov; vel i det 15. århundrede er endnu 10 blade med lovtekster blevet tilføjet: Forordningen af 1284 for Nørrejylland (tekst I. ms. Ab 6) fol. 66 r. - 69 r., Håndfæstningen af 29. juli 1282 (tekst I ms. Ad 4) fol. 69 v. -72 r.13, Erik af Pommerns gårdsret (tekst I ms. Ba 3) fol. 72 r. - 75 v. Diverse retsregler er optegnet fol. 75 v. - 76 r., mens den sidste side fol. 76 v. indeholder penneprøver, bl.a. "Bisp Muwss i Ribe er mit rethe Naffuen" og "Claus Rono". Biskop Muus i Ribe er efter alt at dømme Christian Muus (1656-1717), der 1701-1712 var biskop i Ribe.14
Navnet "claus rono" er skrevet med en hånd fra første halvdel af det 16. århundrede. Selvom det første bogstav c også kan læses som x, er der ingen tvivl om, at navnet skal være Claus Rønnow. Blandt de fire personer af dette navn (fornavnet kan være både Claus og Nicolaus), som omtales i Rønnow-stamtavlen i Danmarks Adels Årbog, synes kun to at have haft nærmere tilknytning til Danmark.15 Den ældste af disse omtales 1380-1398; han var især knyttet til Slesvig og nævnes 1398 som høvedsmand på Ærø.16 Den sandsynligste Claus Rønnow er da herren til Hvidkilde ved Svendborg, der siden 1439 var rigsråd, og som 1449 udnævntes til marsk. 1441 blev han høvedsmand på Nyborg Slot og beholdt denne forlening i hvert fald til 1458; han døde i 1486. Som både lensmand og godsejer på Fyn har han haft brug for at eje et håndskrift af Jyske Lov, der også gjaldt for Fyn.17
Spørgsmålet er nu at finde en forbindelse mellem familien Rønnow og en person med initialerne C.H.B. omkring 1580, idet disse angivelser, som omtalt ovenfor, findes på henholdsvis for- og bagpermen af C 37 (Fig. 1). Dobbelte fornavne er i dansk navneskik i det 16. århundrede så sjældne, at man kan se bort fra denne mulighed. Den person, der i 1580 ejede C 37, må altså have haft et fornavn, der begyndte med C. Bogstaverne H.B. kan enten tolkes som et patronymikon (f.eks. Hansen, Henriksen eller Holgersen) plus et slægtsnavn begyndende med B. Denne mulighed synes dog at kunne udelukkes, da ingen af de gennem ægteskab med familien Rønnow allierede personer svarer til denne navnekombination.
Efter dansk adelig navneskik i det 16. århundrede beholder en adelsdame sit pigenavn, men tilføjer eventuelt sin ægtefælles i genitiv, f. eks. Fru Mette Hardenberg, Hr. Markvard Rønnows. Gengives endvidere et sammensat slægtsnavn med initialer, kan ikke kun navnets første bogstav; men hver dels begyndelsesbogstav anføres; således lyder byggeindskriften på Thurø kirke ved Svendborg F.E.M.S., hvilket skal læses som F(ru) E(llen) M (ar) S (vin).
Et slægtsnavn, der som initialer kan gengives H.8., er Hardenberg, og Claus Rønnows oldebarn Anne Rønnow (1541-1609) ægtede i 1561 Erik Hardenberg (ca. 1534-1604) til Skovsbo på Nordfyn.18 Denne havde fået en meget grundig uddannelse, der havde givet ham smag for boglige studier. 1581 blev han rigsråd, men kom aldrig til at spille nogen fremtrædende rolle i politik.19 Erik Hardenberg og Anne Rønnow havde flere børn, blandt hvilke sønnen Christen Hardenberg (1567-1600) har initialkombinationen C.H.B. 1582 studerede han med sin ældre broder Jakob i Rostock,20 og man kan måske antage, at hans forældre har givet ham manuskriptet i 1580. Begge overlevede ham, med Erik Hardenberg uddøde den danske gren af familien i mandslinienog med fru Anne forsvandt Rønnow-slægten. Hvad der er sket med C 37 efter familiens opløsning, er uvist; hvis det er blevet solgt, kunne dette forklare, hvorfor biskop Muus i Ribe kunne have ejet det omkring 1700. Da håndskriftet i 1720erne fandtes i Antikvitetsarkiveti Stockholm, er det sandsynligvis blevet erhvervet af dette efterbiskop Muus' død i 1717.21
Kilde: Fund og Forskning, Bind 43 (2004) , side 46-48
DET ÆLDSTE HÅNDSKRIFT AF JYSKE LOV (CODEX HOLMIENSIS C 37)
AF Thomas Riis
http://www.tidsskrift.dk/visning.jsp?markup=&print=no&id=101325 (juni 2008)
Fra Personalhistorisk Tidsskrift, 5. Bind, København 1884
Side 179
Effter Allemaadigste Befalling giver ieg her min Allerunderdanigste Beretning, min Salige Mand Biskop her i Fyen ved Naun Christian Muus, hans Fader Søren Muus var Cornet under Høylovlige Kong Christian den Fierdes Regiering, og hans Farfader Lars Muus var af Familie.
Min sl. Fader Christian Lund var Etatz Raad og Justitziarius i Ober Hof Retten i Christiania i Norge, min Farfader var Doctor Maths Lund Biskop i Schaane og tillige høylovlige Ihukommelse Kong Christian den Fierdes Confessionair.
Min sl. Mand har effterlat sig 3de Døttre, hvoraf den eene er min Stifdaatter og de tvende mine egne Børn.
Odense den 11 Dec. Ao 1746.
sal Biskop Muuses
Wibeche Lund.
https://ia800204.us.archive.org/27/items/personalhistori02juligoog/personalhistori02juligoog.pdf

3.
man‎Alexander‏‎ [I1089]‎
Født ‎1660, døbt ‎24 Feb 1660 Christiania‎

4.
unknown‎Barn‏‎ [I1090]‎
Døde ‎02 Sep 1662


www.slaegt.jermiinnielsen.dk

(c) Gunner Jermiin Nielsen 2020